Saa kom dagen hvor jeg skulle springe 122 m. elastik spring. Der kriblede utrolig meget i maven, og det var foerst da vi kom derud, at jeg taenkte, at det var da den dummeste ide jeg nogen sinde er kommet paa. Men nu vi jo taget derud, og jeg gaar ind og betaler. Jo taettere jeg kommer paa at skulle springe, jo mere afslappet bliver jeg egentlig, og paa vej op er der slet ikke noget. Modsat paa Groen koncert, hvor det var moerkt, og endnu vigtigere foerste gang, der var jeg langt mere nervoes. Men jeg kom og stod og noed udsigten lidt, inden han talte til tre, og jeg springer ud. Det var langt federe end paa Gron koncert, da man her naar at spaende elastikken omkring 5 gange hvor det er 1,5 paa groen koncert.
Springet er 105 m. frit fald, og man naar ikke at taenke en eneste tanke. Fyren oppe i buret der var med oppe, sagde, spring ud med armene ud til siden, lad vaer med at kigge ned (hvilke jeg gjorde hele tiden) og ellers nyd det. Han sendte mig et smil, klappede mig paa ryggen og begyndte at taelle til 3.

Da jeg var faerdig stod Ditte og grinte, og sagde "Det der, det skal jeg bare ikke op i". Det accepterede jeg selvfoelgelig ikke, og sagde, at jeg ville give en god flaske roedvin hvis hun sprang. Det fik hende selvfoelgelig til at skifte mening, og uden saa meget dikkedar, af hvad jeg kunne se nede fra jorden, saa sprang hun. Hun blev ellers tilbudt en en special pris, hvis hun sprang noegen. Men det var vist for meget for en dag, saa det maa blive en anden dag.

Men det her bare opvarmning for mig til det store spring i New Zealand, fra Sky Tower. Der er 192 m.

Men det var lige en lille opdatering, hvad vi brugte vores sidste formiddag i Cuzco paa.

I mogen tager vi til Ica, hvor vi skal sandboarde og koere sandbuggy