Saa blev det tid til at La Paz blev skiftet ud med noget varmere. En del varmere faktisk. Rurrabague er navnet og vi ankom i morges med bus. Jeg havde overladt alt planlaegning til Ditte fra La Paz til vores nye kommende hjem, som jeg ikke en gang vidste hvor ville blive. I mens var jeg ude og cykle i soendags. Og hvilken cykeltur. Ruten gaar under navnet The Death Road og er I foelge amerikasnke myndigheder, verdens farligste vej at befaerde sig paa. Jegg vil nok sige, at Oesterbrogade paa sen aften, er en vaerdig konkurrent. Saa den tog jeg paa mountain-bike. Ruten (skulle efter sigende) vaere paa 63 km fra start til slut. Og det var den ogsaa. Doedsruten. De glemte lige at fortaelle at de foerste ca. 30 km. skulle laegges oveni.
Det foerste stykke bestod kun af asfalt. Og det gik sgu staerkt. Jeg har aldrig koert saa staerkt paa cykel foer. I starten syntes jeg ogsaa det gik lige lovligt staerkt naar man kun har to hjul at goere godt med, og med en del modvind. Men efter 5 minutter fangede jeg mig selv i at traede i pedalerne naar det gik ned af i 24 gear. Der var kun to opstigninger paa hele den foerste rute, og staedig som jeg er, saa skulle jeg med vold og magt vaere forest og blev det ogsaa begge gang. Kun overgaaet af guiden, men han har vist ogsaa cyklet lige saa mange km som Armstrong og Armstrong har ikke en gang koert her. Tudeprins. Han har kun koert i Frankrig. Men asfalten skulle jo ende et eller andet sted, og det var meget passende der hvor Death Road begyndte, og endnu mere passende begyndte det ogsaa at regne der. Endnu en gang bandede jeg brillerne langt vaek, og efter et par kilometer taenkte jeg, at jeg ville goer hele oplevelsen lidt mere ekstrem ved at cykle paa verden farligste vej… uden briller. Og det gik ogsaa fint nok. Jeg blev maaske lidt overrasket naar jeg havde overset en stor sten, som satte sig i spaend mellem min fod og pedalen, hvilke resulterede i, at jeg var ved at falde af cyklen eller vejen. Hele Death Road bestod af en bumpet vej, med sten, og til tider en bredde paa kun 3,2 meter. I kan selv regne ud hvordan det saa ud naar to busser moedtes og med 3 km lige ned af skraenten nogen steder, saa skulle der lidt koncentration til at bakke tilbage for buscaheuffoerene til de steder der var gjort plads til at koeretoejerne kunne krydse hinanden. Vi fik at vide fra starten af, at vi skulle holde til venstre hele tiden. Det vil sige holde ud til den side, hvor der var langt ned. Rigtig langt ned. Og alt hvad der hedder korevaern og diverse hegn for at undgaa at man ikke skulle koere ud over, var der over hoved ikke noget af. To steder var der dog sat minde sten op, hvor folk havde koert ud over. Saa kunne man altid koere ind i dem. Ud over skilte med nedfaldende sten skulle vi ogsaa koere under/gennem mindre vandfald. Paa et tidspunkt koerete jeg gennem en vandpyt, men det var lige efter et sving, saa jeg havde ikke fart nok paa. Ned med foden i 25 cm vand og med en bus bagi der ikke viste tegn paa at stoppe. Der kom ikke noget hurtig flashback, at mit liv der passerede foran mig. Mere foelelsen af en utrolig vaad fod, og at jeg nok snart ville faa brug for en Treo. Men den stoppede godt en halv meter fra mig, og jeg fik cyklen bakset ud til siden, lige i tids nok til at chaufoerren gassede op op og koerte videre. Andre gange var mit syn ikke til straekkeligt, og jeg kom maaske lidt taet paa kanten. Men alle “episoderne” der nu en gang var blev taget med et smil.
Det er helt sikkert noget at det fedeste og haardeste jeg har proevet. Men den eneste sted der gjorde (og stadig goer lidt) var heanderne. 63 km med konstant bump, nedad, koster nogen finger kraefter. Til sidst goer det saa ondt at man taenker “Ok, saa lader jeg vaere med at bremse det naeste stykke tid, for at slappe af i fingrene” – hvilke er jordens dummeste ide, for saa bliver det bare endnu haardere at bremse derefter, fordi man har faet saa meget mere fart paa.

Ditte var desvaerre ikke med, men efter at vi koerte paa vejen dertil for at komme hertil var hun ret meget interesseret i at proeve, og jeg haaber helt sikkert for hende, at hun goer det. Saa bliver vi bare den ekstra dag i La Paz.

Men byen her, Rurrenabaque, er en lille by, og er det billede jeg havde af Sydamerika da jeg tog hjemmefra. I dag har der vaeret ca. 35 grader, og lige nu pisser det ned. Og for foerste gang, hader, baade Ditte og jeg, at der ikke er mulighed for koldt vand. Elektriciteten var gaaet i byen, saa de gav hab for koldt vand, men naeeh nej. Og det at faa noget koldt at drikke er ogsaa svaert. Der er et internetsted (ikke det her), som er afhaengig af sollys for at virke. Da vi kom og det var overskyet sagde, at paa grund af internet via satelit forbindelse, saa ville det foerste virke naar skyerne forsvandt.
Men ellers skal vi over at book tre dage i Pampas hvor vi blandt andet skal svoemme med delfiner, og derefter tre dage i junglen og se lidt vilde dyr. Nok lidt det same man ser en tur nedad Stroeget en soendag morgen ved 4 tiden.

Vi fandt ud af, paa vej her til, i den 19 timer lange bus tur, at flyvebilletten hertil kun kostede lidt over det dobbelte og tog ca.halvanden time. Det er hvad der sker, naar jeg ikke er med i plannlaegningen, og overlader det til Ditte. He he… Til hendes forsvar havde vi en kanon bustur. Den bedste indtil videre. Der var en 5 aarig pige, hvis foraeldre sad bag os, som laa paa jorden og stort set sov op af mit ben indtil hun rejste sig, og begyndte at snakke til Ditte og mig. Som et vandfald. Det endte med, at hun sad paa skoedet af mig, og vi tegnede forskellige ting vi skulle gaette. Og naar vi ikke gad det mere saa sad hun bare og snakkede. Vi behoede ikke at svare igen. Det var som, at hun havde faaet en portion Duracell batterier lige inden turen. Efter aftensmad, blev det Dittes tur til at have hende paa skoedet, og jeg sad ved vinduet, med halvdelen af guitaren ude af vinduet og spillede. Kun I Sydamerika er det tilladt. I Baggrunden blev der spillet disco musik ud gennem en lille radio. Ditte og jeg sang og spillede Mester Jacob for at faa hende til at sove, og efter et stykke tid lykkedes det da ogsaa.

I dag har jeg faaet endnu et stempel I mit pas. Det stempel vi fik da kom til Bolivia, sagde 30 dage. Og da det ikke ville gaa hen at vaere nok, gik jeg paa imigrationskontoret og bad om at faa det forlaenget. Det eneste jeg har faaet, er et stempel hvor der staar 30 dage. Ikke 30 dage mere, eller 30 dage fra denne dato. Kun 30 dage. Men Ditte var ikke med, og ud over at sige “Det er godt nok varmt I dag” og “30 dage mere” kunne mit spanske ordforrad ikke rigtige skabe eget mere samtale. Jo… forresten ogsaa at jeg var fra Danmark. Ja… Det Danmark I Europa. Det blev jeg I hvert fald noed til at fremhaeve. Ikke det andet…

Jeg kunne ikke sove i morges, da vi kom fra bussen pa grund af varmen, og Ditte kunne ikke staa op paa grund af varmen. Saa nu er jeg hunde-sulten og vil gaa u dog finde noget mad.
Jeg ved godt det er uinspirerende og ikke saerlig interessant at lease, men jeg er lige blevet faerdig med Michael J. Fox biografi, og den var ikke vanvittig inspirrernde naar man ikke lider af Parkinsos Syndrome. Og saa er her utrolig varmt.

Haaber I nyder vejret i Danmark. Jeg vil tage u dog koebe noget solcreme fakta 25 til de naeste par dage…