Saa blev det tid til at skrive lidt igen.

Jeg brugte et par dage i Antigua med noget spansk undevisning, for lige at skubbe gang i det igen. Jeg laerte ikke rigtig noget nyt, og idéen med at tage mere af det blev skudt i saenk. Ogsaa lidt fordi Ditte lige pludselig kom forbi til Antigua fra San Pedro af. Vi valgte at "bestige" en vulkan der sidst havde vaeret i udbrud i oktober 2000... Hvilke jo stiller det fantastiske dybe spoergsmaal: Kan man lave indbrud i en vulkan? - Lige én til sidebenet. Og videre... Det tog en godt halvanden time at komme dertil, da den foerste time bare gik med at koere rundt i Antigua, forbi vores hostel to gange, inden knoldesparkeren fandt vejen op til vulkanen. Vi var godt 10 mennesker i bussen spredt ud over 4, 5 nationaliteter. Turen derop boed ikke paa den smukkeste udsigt. Hele ugen foer havde der vaeret smuk solskin og mulighed for at se naermest uendelig langt. Den dag Ditte og jeg var der, kunne man lige se 20 meter frem. Fantastisk timing endnu en gang. Men flydene lava skal det her tilfoejes, er lidt varmt. Ditte, som den eneste, havde valgt at tage sandaler paa som saa var den eneste der fik det fulde ud af, at vejen var fyldt med hestelort. Saa hver gang en hest faar en roevgod idé saa falder den den til jorden. Perenemt var det at gaa op. Det tog ikke meget mere end havlanden time, og der faldt lidt regn saa det fint. En tyskerpige havde valgt at tage sin smaa ballerina sko paa op til vulkanen...! "Det er vulkan du skal bestige; ikke en H&M shop." Hun saa det hele lidt fra afstand da vi kom til de aabenbart overraskende varme sten omkring krateret.
Nedgang i moerke, og tilbage til et tiltraengt bad inden jeg uddelte oeretaever i shithead!

Antigua er en utrolig flot by, men ogsaa utrolig turistet. Det er mekkaet for rejsende der vil tage spansk undervisning til billige penge. Saa vi smuttede. Videre nordpaa, til en by hvor den stoerste attraktion var nogen naturlige pools. 11 timer med offentlig transport hvor vi blandt andet sad 19 mennesker i en minibus, hvor halvdelen vist var faldet for et telmore tilbud og absolut skulle sidde og afspille musik med deres mobil telefoner. Teste at deres lommelygte i mobilen virkede hver 10. minut og ellers bare snakke derudaf. Gokkelokke. Vi ankom i moerke til et sted uden belysning til noget som ikke var et normalt hostel. Det var umuligt at danne sig et billede af hvor fanden vi var. Vi ankom til en fest, fik hver vores gynge, en oel paa stoerrelse kat og ellers bare nyde en endelig ankomst efter en lang tur. Ditte havde valgt paa vejen at lette sin taske ved at smide en pose med alle sin sko i en taxi hun vi forvekslede med en Frelsens Haer container. Det var vist ikke med vilje, men naar man kender DItte, heller ikke saerligt overraskende
Stedet var fantastisk. Der var ikke flere dorms eller vaerelser, saa vi blev bugseret ud i hver vores haengekoeje til den nette sum af 15 kr. pr. nat. Der var ingen myg, og vejeret var utrolig behageligt at sove i.Og hver morgen omkring 8 tiden stod en Mathilde ko og virkede som transportabelt vaekkeur. En ting jeg ogsaa har glemt at tage med. Vaekkeur altsaa.

Men vi var jo ikke kommet der for at danse. Saa vi tog, efter en dag ved floden, ud til nogen huler hvor vi udstyret med ikke andet end et stearinslys skulle ned og svoemme og klatre rundt i de hersens huler. De var sgu meget fedt. Indiana Jones ville ha vaeret stolt af os. Specielt den stil Ditte og jeg gjorde, da vi foerte trop med at svoemme ind i alle klipperne og kradse benene til blods. Derefter skulle vi op til udsigtspost og se ud over de pools vi skulle ned i senere, og det var maaske den smukkeste udsigt jeg laenge har set. Jeg satte benene i top gear og kom derop som den foerste og fik omkring 5 minutter for mig selv, for bare at sidde og nyde udsigten inden de andre kom op med deres "waauuww", "look, so beautiful" ... tage et billede eller to og vende ryggen til det for at tale om hvor smukt det. Jeg ville gerne vise nogen billeder, men det kabel jeg skal bruge for at overfoere billeder fra mit kamera, har jeg strategisk valgt at lade blive hjemme. I Danmark. Dog kun til det ene kamera.

Det var en rigtig fed uge jeg fik sammen med Ditte, som ogsaa senere endte med en dalmatiner/oel leg, hvor hver gang man sagde noget forkert i en leg, skulle man ha en prik i knolden... Det var jo torsdag. Man skulle nok ha vaeret der. Der bist et billede eller to paa sydamerika.tlog.dk

Efter et par dage smuttede Ditte mod Cuba, jeg tog en dag mere, inden jeg paa min Mexico (og kun Mexico) -tur, tog videre sydpaa til at Nicaragua. Det fattigste land i Mellemamerika, med godt 5,3 millioner indbyggere. Efter 18 timer med et saa ringe udvalg af film, at en Danielle Steele bog naesten var vaerd at foretraekke ankom jeg til Managua. Hovedstaden i Nicaragua. Jeg koerte gennem El Salvador og Honduras for at komme hertil. De tre lande plus Guatemala, er aabenbart saa ens, og har et eller andet samarbejde, saa de 90 dages opholdstilladelse man faar tildelt, gaelder til de 4 lande. Vil man ha dem fornyet, skal man enten tage til Mexico, Costa Rica eller et andet land, og saa vende tilbage. Saa ingen stempler eller noget. Men jeg har ikke planer om at vaere her i mere end 90. Maaske. Jeg skulle stadigvaek ha vaere i Mexico i foelge de oprindelige planer.

Og her er vamt. Hovedstaden har ikke rigtig noget at tilbyde, og da jeg ankom kl. sent om aftenen, groggy efter turen, fandt jeg bare et hostel der var tilpas beskidt og ulaekkert til at jeg fandt det charmerende. Privat bad, med toilet der ikke kunne skylle og en bruser som naar man skruede for meget op for vandet, koerte bruserhovedet rundt som som en karrusel, saa man endte med at forlade badet svimmel og med kvalme. Omraadet jeg boede i husede bander og alt muligt, saa man som turist skulle helst ikke gaa ud alene. Information jeg fik fortalt dagen efter. Jeg havde rendt rundt i en halv time i forsoeg paa at lede efter en restaurant, og havde hilst paa folk som man nu en gang goer herovre. Saa maa man jo tydeligvis lave en ordning om, at farlige mennesker skal ha sort toej paa, og flinke mennesker skal ha hvidt toej paa. Ellers bliver man jo bare forvirret og risikeret at blive overfaldt.

Jeg forlod byen dagen efter for at tage til Granada... i en Lada (Ej, det var vist bare en Toyoto) som var en utrolig farverig og lignede meget Antigua til forveksling. Lidt for meget. Mange turister, men ogsaa mange, rigtig mange gode og billige restauranter. Byens hoejdepunkt var en vulkan, og i frygt for at blive traet af vulkaner for hurtigt, droppede jeg at bestige den.
Jeg blev tilbudt kokain og diverse stoffer hele tiden, men de fattede vist ikke, at jeg ikke syede, naar jeg blev ved med at sige nej tak. I takt med at det er saadan et fattigt land, er antallet af tiggere ogsaa steget kraftigt. Men det er en helt anden mentalitet her, end for eksempel Mongoliet, hvor de naermest jagter en i lang tid, saa forstaar de her et nej. Og det samme gaelder gadesaelgerne. "Mira, mira" ("looka, looka") og det efterfoelgende nej tak, bliver hurtigt accepteret hvilket er super behageligt. Og paa den anden side, saa er folk her meget venlige. Virkelig en mentalitet vi kunne laere noget af i Danmark, og vel egentlig mange andre steder. Naar man foerst har sagt nej til deres tilbud om at tage deres taxi, saa hjaelper chauffoerene gerne en over til bussen, men vil ikke have penge eller noget i retur for hjaelpen. Hele det at tage en bus, er saa meget mere simpelt her, end Koebenhavn. Folk kommer over og raaber destinationen ind i hovedet paa en. Man svarer: "Ja tak jeg vil gerne med, men gider du at holde din kaeft", de tager ens taske, og smider den op paa taget af chicken bussen, som var det en pose kartofler. Man bliver bugseret ind i bussen og, hvis man er heldig, faar en siddeplads, og venter paa, at de skulle skrue op for fuld udblasning af et eller andet musik, der skifter fra at vaere ok, til at vaere det vaerste lort. Saa kommer der en hulens masse mennesker ind og proeve og saelge dig en masse ting flere gange, mens det de saelger, som som regelt er slik, sodanvand, negleklippere og peanuts, alt sammen bliver balanceret i en balje de har oven paa hovedet. Hvilke de ogsaa goer i Guatemala. Og jeg har stadig ikke set en eneste tabe noget som helst fra deres baljer. I Kbh, hvis doerene er lukket og koblingspunktet fundet, er der ingen chance for at komme med, hvor det her naermest er en luksus at hoppe paa en stillestaende bus.

Saa nu, er jeg i San Juan Del Sur, som er en surferby. Jeg har ikke rigtig taenkt mig at surfe, men i stedet ville jeg proeve at faa skrevet en ansoegning til noget uddanelse. Jeg tog fra Granada, videre til en oe, Ometepe, som var langt kedeligere end forventet, til hvor jeg er nu sammen med en polsk pige. Der er i disse dage dage Sermana Santa, som er nogen helligdage, og er ensbetydende med forhoejede hotelpriser. Hurra for det. Saa det bliver nok en nat paa stranden eller noget...

Jeg vil smutte herfra. Hende madammen der styrer stedet er vist ikke for glad for mig. I gaar fik jeg vist oedelagt en computer og her for en halv time siden da jeg skulle bruge deleteknappen, fik jeg slukket computeren i stedet. Hun kom med udbrud og opgivelse og nogen ret vilde rullende oejne.

Ja, der er nok en stavefejl eller et ord der mangler, men saadan maa det nu en gang vaere. Jeg vader rundt i sprog og lider af, at jeg sidder i marts i 33 graders varme, hvor jeg bagefter bliver noed til at koebe en stor magnum, og betale omkring 3 kr. for den. Jeg har det haardt. Det er over maaned siden jeg har faaet Thai mad, som sjovt nok er noget af det jeg savner mest.