Saa blev det til endnu et visit tilbage til La Paz. Det var meningen at vi skulle bestilleen bustbillet til Uyuni dagen efter vi var ankommet til La Paz, men der blev lidt aendringer i planerne. Ditte og jeg var fast besluttet om at vi ville flyve hjem fra Rurrenabaque, da
udsigten fra flyet skulle vaere intet mindre end fantastisk og saa tager det kun en time modsat 18-19 timer i bus, hvor der samlet er godt 5 km asfalt. Resten er grusvej, og det skete ofte at vi lettede fra vores saeder. Men det skulle blive mit fjerde besoeg paa verdens farligste vej og denne gang skulle saa vaere om natten. Men paa vej
tilbage begynder Ditte og faa hvad der ligner feber og bliver som tiden skrider frem daarligere og daarligere tilpas. Da vi kommer tilbage til La Paz tager vi direkte paa hospitalet for det de samme symptomer som maleria hun havde. Klokken er paa det tidspunkt 5 om natten og ingen af af os har sovet. Jeg faar en sofa at sove paa mens Ditte bliver smidt i en hospitalsseng.

Jeg tager tilbage til La Paz ved 10 tiden, indlogerer mig pa El Solario igen. Faar ordnet nogen ting, bla andet en farvel-by-tur med
Caroline. Senere moedte jeg svenskeren, Patrick, som jeg havde koert paa Death Road med og vi tog paa Olivers Travels om aftenen. En 100' falsk engelsk pub (det siger deres flyer selv) og fik en enkelt bajer. Jeg var simpelthen for traet til flere og jeg havde lovet at besoege Ditte paa hospitalet om aftenen. Der for jeg at vide, at Dittes laege fraraader Ditte til at tage med til Potosiminerne og Uyuni - saltoerkenen. Det er enormt aergeligt, da baade Ditte meget gerne vil
se og det kunne vaere fedt at se det sammen. Men det skal ikke forhindre mig i at tage afsted. Paa det tidspunkt da jeg kom tilbage, var Dittes stoerste skavanker en manglende fjernbetjening, og med 100 kanaler kan jeg godt forstaa hende. Da jeg forklarede hende, at sammenrullede sokker til at kaste efter fjernsynet var loesningen, saa
hun lidt skaevt paa mig.

Dagen efter skulle jeg endnu en gang paa Mongos med Caroline, hendes kaereste og hendes venninde om aftenen. Jeg harforinden faaet koebt en billet til Potosí, hvor jeg skulle se nogen miner jeg fortaelle mere om senere. Planen havde vaeret Uyuni foerst, men saa skulle jeg blive i La Paz en dag mere, og jeg er ved at vaere i lidt tidspres hvis jeg ogsaa skal naa til fest i Corientes, Argentina og det vil jeg meget
gerne. Byturen blev endnu en af de gode, hvor jeg ud over Mongos ogsaa kom til et nyt sted de viste mig, hvor der var meget faa gringos. Jeg fik sagt farvel til Caroline med det loefte, at naeste gang jeg kom til La Paz, saa skulle jeg ringe...
Hun gik lidt tidligere hjem da hendes kaereste, der maaske er en af de kedeligste fyre jeg nogensinde har moedt, sikkert skulle hjem og se om
hans anemoner havde faaet nok vand!!!
Caro´s veninde og jeg blev til de smed os ud af diskoteket. Naeste dag, gik alting i slowmotion da der udspillede sig en krig inde i mit hoved, men jeg havde pakket dagen inden, da jeg vidste at det ville jeg ikke vaere i stand til dagen efter. Sidste besoeg hos Ditte som jeg saa ikke skal se det naeste stykke tid, og dermed skal jeg
rejse alene for foerste gang siden Brasilien. Det er lige noejagtig to maaneder siden.

Og her begynder det sjove. Jeg havde bestilt, dagen inden, en billet til Potosí. Det skulle vaere en 10 timer lang tur, og bussen var
komfortabel, vi skulle koere om natten, og jeg ville saa godt nok ankomme kl. 4.30 - 5.00 om natten, men det var fint nok. Jeg var blevet anbefalet valium-piller af Long John Silver fra mit foerste ophold paa El Solario, til lange bus ture. Jeg tog en enkelt, men jeg faldt aldrig i soevn. Saa de piller giver jeg nok bare til noen af de herreloese hunde der render rundt over det hele. Jeg var ogsaa blevet ramt af en forkoelse, saa det gjorde det ikke lettere. Men kl. 4-5 om natten, sidder jeg med snotten mod vinduet, og leder efter Potosí. Vi har endnu ikke haft
noget stop, og der var ikke andet end bjerge omkring mig. Min billet sagde Potosí. Jeg havde spurgt tre forskellige mennesker, om det her
var bussen til Potosí. Jeg har rejst laenge nok i Sydamerika til at jeg ved at busser stort set aldrig ankommer til tiden. Men kl. 10 stopper vi et sted, som ikke er andet end en restaurant og en lille biks. Jeg spoerger om det her er Potosí, fordi vi nu var godt 5 timer forsinket. Nej ikke endnu. Der er ikke en der kan snakke engelsk. Der
skal vi saa af mystiske grunde blive to timer, og solen steger ned. Det er slutningen af november og der var 30 grader. Lidt Surrealistisk. Kl 14.30 ankommer vi... til Sucre. Hvorfor ved jeg
virkelig ikke. Og der er ingen der kan forklare mig hvorfor. Den bus jeg havde taget skulle aldrig til Potosí. Og det var til trods for, at
en vagt viste mig derover, da jeg ankom til La Paz busstation lidt i tidsnoed. Og ogsaa for det bekraeftet af kranen foran bussen. Det er
meget maerkeligt, da det er 12 timer fra La Paz til Sucre. Vi har vaeret 18 timer undervejs. Traet, irriteret og sulten gaar jeg ind og
bestiller en billet til Potosí dagen efter. Det tager 3 timer mellem Sucre og Potosí. Der er ingen sammenhaeng i den 18 timer lange bustur... OVERHOVED.
Jeg ankommer til mit hostel og efter orgenmad/frokost er det ved at vaere sent og alting der er vaerd at se, har lukket.
Da jeg kommer tilbage til mit hostel og vil hoere lidt musik, finder jeg ud af, at min discman er blevet stjaalet. Lige hvad jeg havde brug
for. Saa da Bastian, some er gaaet hen og blevet min musik-pusher paa denne tur tilboed nyt musik, matte jeg skuffe ham og sige, at nok havde mistet sin bedste klient. Saa jeg skulle denne gang forsoege mig, uden Dittes hjaelp, at faa endnu en politirapport. Endnu en gang er der ikke én der klan engelsk. Jeg faar med mit ydmyge spanske givet en ret god forklaring (hvis jeg selv skal sige det) og beskrevet discmanden. Det samler
selvfoelgelig en del politimaend, for der er ikke noget sjovere, end en gringo som ikke kan deres sprog saerlig godt. Og de sidder og griner af mit spanske, til trods for, at det er bedre end deres
engelske. Og ydermere siger de, at de ikke kan give mig en politirapport fordi bossen i hulen ikke er der. Mine blodspraengte oejne og en staedig holdning, der vist ogsaa resulterede i noget banken i bordet, fik dem senere til at skrive en detaljeret rapport. Da jeg tager derfra, moeghamrende irriteret bliver det da ogsaa med et smil der udtalte diverse danske eder om deres inkompetence.
Jeg ankom til Potosí ved elleve tiden. Jeg havde hele dagen foran mig og den skulle bare bruges godt. Jeg fandt et hostel og var klar til at
indtage byen. Nu er det bare, at Potosì er en by med endnu smallere gader end i Paraty i Brasilien. Og der navne skilte paa ca. hver 20.
vej. Ikke det bedste naar man har min stedsans. Den er til gengaeld forbedret utrolig meget paa denne tur, og jeg finder ud af, at det ikke er det stoerste problem. Da det er for sent at tage i minerne den dag, faar jeg booket til dagen efter kl. 9.00 om morgenen. Forkeolsen er blevet vaerre med tiden, og den attraktion jeg skulle besoege dagen efter, er nok det daarligste valg i hele Sydamerika, hvis man er har lidt vejrtraekningsproblemer. Specielt da Potosí er verdens hoejeste belligende by. Den ligger 4090 m over havoverfladen, saa luften er rimelig tynd. Underlerligt nok, laegger jeg ikke saa meget maerke til det, som La Paz da jeg ikke var forkoelet, og den laegger i 3600 m.
Jeg moeder en enkelt dansker fra Thisted, der har rejst i 15 maaneder. Humoeret kunne vaere bedre, og med et helbred der er helt til braedderne gaar jeg hjem i seng paa mit doormatory hvor der sover 5 andre. Sengene er noget naer det bedste jeg har sovet i paa denne tur.