Saa blev det dagen hvor jeg skulle til Potosí minerne. Og her vil det vel vaere passende og fortaelle lidt om dem.
Men nu har Günther brokket sig lidt over, at jeg ikke fortaeller lidt historie om de ting jeg ser. Og det er da forstaeligt nok for Sydamerikas historie er utrolig spaendende og jeg mindes ikke at ha haft en enkelt time om noget der relaterede Sydamerika i gymnasiet. Og det er synd.

Det hele starter i 1544 hvor en mand, ved navn Diego Huallpa saa efter sine lamaer, da han opdager to er vaek. Da natten tager til og han
stadig ikke har fundet dem, slaar han lejr og laver et baal. Han ser da, at overfladen underbaalet begynder at smelte paa grund af varmen. Han vidste med det samme, at han var stoedt paa en soelvaare, men at begynde at udgrave den, ville ikke vaere til at skjule for spanierne. Han ville senere fortaelle sin ven (huanca)om dette og sammen fik de udgravet store maengder soelv. Den aare de var stoedt var utrolig rig paa sit metal, men stridigheder mellem de to venner omkring delingen af deres fund resulterede i, at Huanca gik til spanierne og fortalte dem om aaren. Spanierne fik hurtigt oeje paa den enorme maengde soelv og den eventuelle store maengde der maatte gemme sig yderligere. Saa i april 1945 samlede spanierne en hulens masse indianske slaver ned for at opsamle det dyrbare metal og kort tid efter var det foerste soelv paa vej til Spanien.
Udvindingen af af soelvet var alt end end sikkert og da utrolig mange indianer doede under arbejdet, importerede spanierne mange afrikanere
til Potosí for at udgrave soelvet. Men spanierne blev gradigere og i 1972 blev det ved lov, at alle indianere og sorte over 18 skulle arbejde i 12 timers vagter. Naar de ikke gravede sov de, og levede i maanederne i op til 4 maaneder af gangen uden at se solens lys. Det er estimeret, at fra 1545 til 1825 doede godt 8 millioner i minerne. De
doede af enten uheld, de farlige gasser fra bjerget og/eller silicosis pneumonia. Det er stoevet der gaar ind og saetter sig paa lungerne og formindsker lungekapaciteten betydelig. Soelvet blev fragtet til Chile og laengere nordpaa til Callao (som nu er Lima, Peru) hvorfra det blev sejlet hele vejen til Spanien. I slutningen af 16 hunderede tallet steg indbyggertallet til over 200.000 og gjorde det til en af de stoerste byer i verden paa det tidspunkt. Og ogsaa en af de rigeste.
Der blev i det aarhundrede bygget over 80 kirker, hvor de alle stadig staar den dag i dag. Men i slutningen af det 19 aarhundrede blev Potosí angrebet fra baade Peru og Spanien, og alt dets rigdom blev flyttet til Europa, byens inderbyggertal roeg ned paa godt 10.000, og
samtidig var bjerget, Cerro Rico ved at vaere toemt for soelv.
Priserne paa soelv faldt drastisk og det er noget byen den dag i dag aldrig rigtig er kommet over sig. Nu bliver der ud over den smule soelv der er tilbage, ogsaa udvundet zink og bly der har overtaget tin som Bolivia soterste metal eksport var. Der bliver stadig gravet efter soelv mien i etmeget lille stoerrelsesforhold, i forhold til
fortiden. Det er stadig utrolig farligt at arbejde derinde og dagen inden jeg skulle derind, havde der vaeret en ulykke hvor to var blevet
alvorligt kvaestet og en anden doede. Arbejdsvilkaarene har ikke aendret sig saerlig meget de sidste 400 aar. Nu har man elpaerer til lys, men ud over det, er det stort set det samme.

Men der er endnu ikke vaeret et eneste turist-doedsfald, og saa laenge de/vi ike kommer laengere ind i minen end man goer, saa sker det nok heller aldrig. Der er over 400 indgange til det enorme bjerg, og ved indgangen er vi ved 4200 m. hoejde. Der er utrulig mange forskellige
turistbureauer, og de fleste har forskellige indgange, man kan tage ind af. Paa vej dertil stoeder jeg paa Morten, som jeg ogsaa moedte i
Rurrenabaque, og tilfaeldet er, at vi skal med samme bureau paa samme tidspunkt. Morten rejser sammen med sin kaereste Lykke, som jeg ogsaa
har moedt og, som ogsaa er helt kanon. Men hun ville ikke med i minerne da hun er lidt for klaustrofobisk. Men det var fedt at Morten kom med fordi resten af gruppen var da en flok vatnisser. Mere om det senere. Vi bliver eksoteret ind i en bus og moeder vores "engelsk"-talende guide. Manden har vel et ordforraad pa godt 100 ord, hvor mange af dem er relateret til at vi skulle til at faa fart paa. Det er med
tidenkotume, at turisterne koeber gaver til minearbejderne, da de ikke tjener en skid, og desuden ikke har mulighed for at tage ned og koebe
noget. Saa vi bliver sat af ved et marked hvor vi bliver bedt om at koebe vand, juice smoeger, coca blade... og dynamit. Ved siden af boden hvor madammen staar og saelger frugter kan man koebve dynamit staenger... til lidt uder 8 kr. stykket. Og der er ikke en skid tjek paa hvad de skal bruges til. Alle ved det godt, at det er til minerne, men du kunne let koebe en taske fyld og spraenge en kirke i luften.
Det er fuldstaendig vanvittigt, og Morten og jeg stod ogsaa bare med aabne munde og kunne ikke rigtig fatte, at man paa et stort aabent
marked, var det tilgaengeligt at koebe dynamit, der sprang ca 1 kvadramter storehuller i en bjergvaeg. Vi fik koebt ind. Vi var 8 paa
holdet. To danskere, to franskmaend, en canadier, en hollaender og to danskere.
Efter indkoebet blev det tid til udstyr, bestod af gummiroejser, bukser, jakke (som i de fleste tilfaelde ikke kunne lukkes), hjaelm med en lygte, hvor vi havdebatteri spaendt fast i et baelte pa ryggen.
Guiden starter med, da staar foran indganen til minen, at sige, at hvis man ikke kan lide gassen, faa en masse stoev ned i lungerne, lidt
bevaegelighed og en meget staerk varme (der i visse tilfaelde kommer op paa 45 grader) saa skal man sige det nu, for han gider ikke at skulle ha en eller anden brokkeroev med sig. Jeg kunne godt ha oensket at hende kranen fra Polen havde faaet den tale inden hun tog med i pampassen.
Vi gaar ind og der bliver meget hurtig lavt til loftet og vi skal gaa med krumme rygge. Morten var vel godt 15 cm hoejere end mig saa han
havde det en del vaerre. Der gaar heller ikke lang tid, foer at vi ikke kan se udgangen laengere og gassen i luften begynder at tage sit
indtog i naeseborene. Vi havde alle koebt masker nede i byen som daekkede naese og mund. Og da min naese var stoppet i forvejen var det ikke rigtig noget problem. Det underlige var, at med tiden blev det bedre og jeg kunne traekke vejret gennem naesen, til trods for at man skal lede laenge efter saa beskidt og forurenet luft. Der gaar heller ikke lang tid inden hvors guide raaber at vi skal ind til siden, for der kommer en vogn. Naar det gaar lige ud, er det ikke fordi, man er
bange for at vi skal blive koert ned. Det er bare det, at vognene med laes paa vejer godt et ton, og der er kun 4 mand (nogen gange 6) til
at holde den i gang, og starte den hvis den gaar i staa. Og skulle vogenen ryge af skinnerne saa skulle den loeftes op igen.Og vi skulle
da ogsaa selv foele hvor vanvittig tung den var. Der var paa et tidspunk en vogn var gaaet i staa, og vores guide raaber op, at de har brug for hjaelp. De eneste der reagere og straks laeober der over er Morten og mig, og vi faar ved faelles hjael foruden de to forran der traekker snoerene faaet skubbet vognen op ad bakken. Det var sindsyg
haardt, og bagefter naar man hiver efter vejret (vi var trods alt inde i bjerge, oppe i over 4200 m hoejde) faar indhaleret noget stoev. Tyskerne var nok for fine til at skubbe, for de vraengede naese efter vi havde hjulpet, canadieren ville ikke ha ydet meget hjaelp, og franskmaendende gemte sig bag eller vendte sig om naar der blev bedt om hjaelp.
Tanken om, at skulle goere det 12 om dagen, 5-6 dage om ugen var fuldstaendig vanvittigt. Og der var ikke mulighed for arbejderne lige at tage en slurk vand. Det eneste de hvade var det de fik af
turisterne. Vi skulle jo laengere end, og var da ogsaa nede og kravle paa alle fire for at komme til nye udgravningsrum. Et sted var de i gang med at banke hulñ i muren til dynamit. Hullet skulle vaere ca.18-20 dybt, og tog godt tre timer at lave, for der var ikke noget der hed elekstrisk bor. De faa gange man havde det, var naar der var penge nok. Saa kunne man til gengaeld ogsa lave 30-40 i timen. Der kom endnu
en gang hvor arbejderne skulle ha hjaelp og denne gang var det Morten og en af minearbejderne der skubbede. 5 minutter senere var det mig og
hollaenderen der skubbede vognen et godt stykke. Selv om det gik ned af noget af stykket skulle der stadig laegges kraefter i og med utrolig lidt plads at loebe paa og glat paa grund af vandet, var det noget af en proeve. Det var selvfoelgelig 5 minutter efter, at Morten og jeg havde givet vores vand til nogen arbejdere, daa de nok havde mere brug for det end os.
Det kunne vi da godt fortryde lidt, efter man har skubbet en 1 tons tung vogn et godt stykke.
Efter godt 3 timer i minen var det meningen at vi skulle uden for og proeve at spraenge en af dynamitstaengerne selv, men det var de skoere
tyskere og canadier der havde baaret dem, og givet dem alle sammen, selv om der var beregnet en ekstra til proevespraengning udenfor.

Gennemsnitsalderen for en minearbejder er 15 ar, saa doer han simpelthen af gasserne. Nu er alle dem der arbejder derinde, frivillige. De er provisionsloennet, og der er nogen solskinshistorier om nogen der finder meget soelv og kan forlade det helvedshul det nu en gang er. Det er saadan at der lidt ionde er en figur de ofrer til. De er under jorden og der bor djaevlen, saa der bliver lagt smoeger, coca blade og alkohol til ham hver fredag, i haab om, at de vil overleve. Vi spurgte en arbejderne, hvor gammel han var. 20 aar, naesten tandloes
(at at brakke lunten til dynamitten), og sikkert ikke med nogen som helst skole gang eller nogen form for sikret fremtid. Naar man har mistet halvdelen af sin lungekapacitet faar man lov til at gaa paa pension. Der faar man udbetalt lidt under 15 $ om maaneden. Det var en utrolig oplevelsesrigtur, og en ting er, at se folk arbejde under daarlige vilkaar i fjernsynet. Et andet er, at snakke med dem der goer det.
Om aftenen tog Morten, Lykke og jeg paa pizzariaere, da det foerste var forfaerdeligt. Vi skal med same bus til Uyuni saa vi ses jo nok
igen.