Saa har jeg fast grund under benene igen.
Jeg er kommet tilbage efter 3 dage (som egentlig kun er 2,3 dage) i Uyuni.
Det meste af dagstiden skulle bruges i en jeep, hvor det eneste musik vi hoerte var enten 80ér pop eller en blanding af kinesisk og boliviansk musik. Vi sad og glaedede os til hver gang YMCA kom paa.
Men foerste stop var saa saltoerkenen. Der var mulighed for at koebe forskellige ting, som udelukket var lavet af salt. Jeg koebte et terningkrus, med terninger og en lyseholder. Hvis mit spanske havde vaeret godt nok, ville jeg ha spurgt, om de ikke havde det i peber.
Saa langt oejet rakte, var landskabt fladt og hvidt. Og overfladen var utrlig haard. Jeg skulle selvofelgelig ha et billede hvor jeg stod paa haender. Jeg moedte (endnu en gang) Lykke og Morten fra DK, og dem skulle jeg moede ved hvert stop vi gjorde. Alle bilerne koerer naermest som en karavane og jeg delte hotel sammen med tre andre jeeps-hold. Mit hold bestod af en japaner, en sydkoreaner og tre irerer som bestod af to soestre og en kaereste til en af dem. Det var jo fint nok, for saa gik jeg rundt med hende den anden soester, Emma, (som ligner Kate Winslet utrolig meget.) Vi var begge to nogen der altid skulle det laengere op paa klippen eller ned i bunden af dalen saa vi havde det kanon sammen.
I oerkenen ligger der en oe man kalder Fish Island, og det er i bund og grund en kaktus oe. En fin lille en, som virker ret malplaceret da man paa toppen af klipperne derpaa, stadig ikke kunne se andet en salt.

Vores foerste bo var ren luksus. Billige oel, bordtennis bord og en god guitar.
Emma og jeg gik ned i den naerliggende by, hvor der boede 6 familier. Paa vej derned kommer en lille dreng loebende og tager mig i haanden. Der er ingen frygt for fremmede hos boernene her i disse lande, og jeg ender ogsaa med at have haft dem alle paa ryggen og loebet rundt. Foer maden stod den paa bordtennis, hvor det blev Europa mod Asien, drengene mod pigerne og andre opgoer.

Dagen efter stod i flamingoens navn. Vi var ude og se forskellige fantastiske flotte laguner der blev omfavnet af bjerge og med flamingoen i centrum. Den dag var ikke fordi vi saa meget andet end fantastiske landskaber, inden vi kom til vores andet bo. Der var hverken lys eller varme. Og om vinteren kunne de blive godt minus 20 grader, men det blev ikke vaerre end temperaturen kun lige kom under frysepunktet. Og da vi havde indtaget en del rom til en pris af 20 kr. For en liter, saa blev det ikke noget problem at holde varmen.
Lige uden for vores ydmyge hjem var den Roede Lagune, som virkelig var utrlig roed, og med en underlig groedet muderlignedne overflade omkring. Det blaeste en halv pelikan den dag

Tredje og sidste dag begyndte kl. 5.30 om natten og foerste stop blev ved en varm kilde hvor vilige kunne faaet dyppet foedderne eller hele molevitten hvis vi ville. Det var pisse koldt, men vandet var dejlig varmt, saa det var en laekker foelelse. Derefter skulle vi ud og se en lille klippe, som har form som et trae... det var egentlig det. Vi klatrede lidt rundt paa de andre klipper, men igen blaeste det utrolig meget, saa det var ikke det mest sikre i verden.
Baefter skulle vi se den groenne lagune inden vi skiltes og sagde farvel til Jed fra Korea og farvel til Bolivia. Og goddag til alfalteret veje I Chile, som jeg ikke har koert paa siden Brasilien og byerne i Peru og Bolivia.
Det lyder ikke som om, at turen i Uyuni var saerlig god, men man skulle nok ha vaeret der, for det var fantastisk tur, med landskaber jeg naeppe har set flottere og i selvskab med en masse sjove mennesker, som jeg skal se soterstedelen af igen i Buenos Aires.

Men jeg fik en forsmag hvordan priserne er I Chile. Og det er meget dyrere end Bolivia, men heldigvis, saa er San Pedro et endepunkt for en utrolig populaer tursitattraktion, saa priserne var en del hoejere end resten af Chile er.
Jeg havde vaeret smart (troede jeg) og booket en busbillet til Salta (Argentina) i Bolivia hos det selskab jeg tog til Uyuni med, og naar jeg kom til San Pedro, skulle jeg bare gaa ind paa deres afdeling der, naar vi ankom, betale og faa min billet der. Det var saa til gengaeld saadan, at de to filialer ikke arbejdede sammen, og mit navn var ikke at finde paa nogen af listerne med busser. Og naar der kun gaar 5 busser om ugen, fordelt paa 3 dage saa er det ikke pisse fedt. Specielt ikke naar den bus jeg skulle med om tirsdagen ikke havde flere frie pladser
Jeg stoeder ind I Yuta (en japaner fra Uyuni-turen) og da han er I samme situation, og ogsaa gerne vil fasted hurtigst muligt, maa vi proeve at finde alternative metoder i et forsoeg paa at forlade byen. Jeg tager ind til et turistbureau, og faar fat I den helt rigtige fyr. Han siger, at vi skal tage til immigratioskontoret og vaere der naar bussen kommer. Den samme bus vi ikke kunne faa billetter til, snakke med den ene af de to chauffoere og se om vi kan “bestikke” ham til, at vi kan staa I midtergangen paa turen. Det er jo trods alt kun 10-11 timer. Chauffoeren skulle nok faa tingene ordnet med vores pas ved graensen. – Det var det eller saa proeve at hitchhiker en af de mange trucks der var.
Det skulle aldrig komme sig saa vidt, da jeg dagen efter for sjov gik ind og spurgte om der var nogen frie pladser, og tilfaeldet var, at der var et enkelt saede og med chance for et til op foran. Jeg narmest smider mit nye Visa I hovedet paa hende og siger, at jeg skal ha de to saeder, og det skal vaere nu. Hun tager bare mit visa o giver mig det tilbage… “Vi modtager desvaere ikke kreditkort her” Hvilke normalt ikke er noget problem, meen i en by hvor der kun er to haeveautomater, som aldrig har penge i sig, er det lidt et problem. Saa jeg hopper paa en bus der gik ti minutter efter til Calama (havlanden time hver vej), og ser, at der er omkring 1000 banker, faar haevet 160.000 pesos og er paa vej I bussen tilbage. Det er foerste gang I mit liv, at det har taget mig 4 timer at haeve penge. Da jeg kom tilbage, stoedte jeg tilfaeldigvis ind i Yuta, og jeg trak ham over til Geminis (bus-selvskabet) og sagde, at nu havde jeg penge, hvis hun havde de to saeder op foran. De var selvfoelgelig solgt, hvilke jeg egentlig havde regnet med, men hun havde to saeder bagi, ved siden af hinanden vi kunne faa I stedet, da de to der havde bestilt ikke var moedt op, og det gaelder med at have penge i det her "forest til moelle-billetspil."
Dagen efter kom vi til Salta, hvor jeg skulle vaere I godt 30 timer, inden jeg hoppede paa en bus til Corrientes for at gense Ditte og moede Maty.

Da jeg ankommer, er stort set hele perioden jeg skal vaere der tilrettelagt, og da vi kommer til Maty´s lejlighed, som hun stiller til raadighed uden at kende mig over hoved.
Maty gik I 2. G. paa Dittes gymnasium som udvekslings student, og Ditte har vaeret i Argentina og besoege hende efter det, lige som Maty har vaeret I Dk og besoege Ditte igen. Hun er en frisk pige, som man sjaeldent ser uden et stort smil paa laeben. Hendes lejlighed er lige saa trafikeret som en banegaard, og folk render ind og ud her. Ditte og jeg blev ogsaa spugt om vi ikke ville med I byen samme aften, men vi tog lige en pause den dag, da jeg ikke havde sovet i bussen og Ditte havde vaeret i byen dagen foer. De var begge kommet direkte fra byen til busstationen for at samle mig op.

Men der har vaeret en eller form for forsamlingsfest/ komsammen eller noget hver dag. Den store fest d. 9. var 100 laeger som var blevet faerdig og det skulle fejres. Der var over 1000-1500 mennesker og daekket op til endnu flere. Det skulle selvfoeligelig begynde at pisse ned og vi blev bugseret ind i et stort lokale hvor vi dansede og smagte hvad landet havde at byde paa.

Det har vaeret fest stort set lige fra jeg kom til Corrientes, og jeg tror ikke det er et moenster der kommer til at aendre sig mens jeg er her. Her er over 35 grader midt paa dagen, men efter den store fest stod vi op kl. 17 saa det er ikke rigtig noget problem. En normal soverytme her er ikke noget man helliger saa hoejt. Og jeg har tilpasset mig det rimelig godt allerede syntes jeg.

I morgen har jeg rejst i 100 dage. Og jeg regner med at forlaenge 2 uger i New Zealand, saa jeg kommer op paa 200 dage. Men gosaa fordi der er saa meget at se i New Zealand, at jeg lige saa godt kan goere det. Saa det bliver altsaa april inden jeg kommer hjem.