Multitasking er paastaaet af mange (kvinder), at det kun er noget kvinder kan finde ud og vi maend er ude af stand til at goere det. Det maatte jeg erkende inden for et felt i San Cristobal, at det var rigtigt. For vi maend kan ikke amme og samtidig staa og saelge frugter paa markedet. Det kan kvinderne. De smider simpelthen lige en babs ud og sugemaller deres lille unge fast og saa arbejder videre. Det kan de bryste sig af at vaere de eneste der kan. Ikke noget jeg ser saa tit i Koebenhavn.

San Cristobal blev skiftet ud med Merida hvor Julie og jeg endnu en gang fik salsaundervisning. Denne gang cubansk style... og lad det sagt med det samme. Det er ikke det samme. Nu skulle man i stedet taelle til 7, og skippe fire, og taelle halve takter. Jeg taenkte om vi kunne faa noget Tool at danse til, for jeg tror jeg ville ramme 7/8dels takterene langt laettere til det. Men vi bestod. Syntes vi selv. Hvis jeg selv skal komme med en konklusion af hvad vores laerer syntes, saa tror jeg de hoeje oejenbryn og de dybe syk var det samme som: Hold kaeft de her to har talent" - og hun har ret.

Vi forlod den sidste by efter vi var blevet enige om, at der ville vi ikke vaere mer i da´ og tog til Tulum. Tulum var mit foerste rigtige moede med det Karibiske Hav. Det er lige saa fantastisk som det ser ud i de der pirat film der foregaar hernede. Og rommen har de ogsaa. Stranden var intet mindre end fantastisk. Vandet var vel godt 25 grader og sandet var finere en Fyn og paa grund af den lette brise, saa var det ogsaa behageligt at gaa i. Saa kan man ikke bede om mere. Saa det gjorde jeg. Der var kun en strand-bar som var lidt peberet. Men det kunne ordnes paa en anden maade. For vi moedte to danske piger og var ude og drikke os en lille kaep i oeret i byen i stedet. Som aftenen skred frem fik jeg endnu en gang bekraeftet at vi danskere har de samme afsavn naar vi er ude og rejse. Rugbroed, ordentlig maelk, ordentlig ost, hakkedrenge og mors frikadeller. Og leverstaahej, selvfoelgelig. Ej at forglemme.

Naar, men vores ualmindelige daarlige planlaegning, som jeg selvfoelig fralaegger mig alt ansvar for, gjorde, at vi havde 10, 11 dage i Yucatán omraadet, som egentlig ikke er saa superinteressant eller afvekslende. Saa vi vendte naesen sydpaa til Belize. Yes yes, Belize it or not saa tog vi endnu et land paa vores Mexico tur. Jeg skal her undskylde de jokes jeg smider her paa loggen en gang mellem, men Julie har offentliggjort, at hun syntes ikke de er sjove og jeg skal jo ud med dem. Det er jo ogsaa tydeligt, at Julie mangler forstaaelse for hvad ordentlig humor er. Kan man for eksempel tale andet end sandt, naar man gaar paa stranden?

Belize. Velkommen til landet som ikke har noget som helst med resten af Central Amerika at goere. Landet har vaeret under engelsk herredoemme indtil 1981. Landet hed British Honduras og England har stadig godt fast i landet. Hovedstaden plejede at vaere Belize City, men paa grund af utallige orkaner som ganske enkelt smadrede byen hver ganng, valgte man at rykke hovedstaden til en by laengere inde i landet. Byen hedder Belmopan og der bor 8000 mennesker. Ikke den stoerste hovedstad. Landet har lige over en kvart millioner indbyggere. Og af en eller anden grund, som jeg har taenkt mig at spoerge en Kina ekspert om svar paa (du ved nok hvem du er), saa var der vanvittige mange kinesere. Der var et stort udvalg af kinesiske restauranter og alle kioskerne blev ejet af kinesere.
Deres valuta foelger dollaren naesten hundrede procent ved at ha den halvde vaerdi. 2 Bdollar til 1 USD, hvilke gjorde omregningen rimelig let. Alle taler engelsk, men det er ikke britisk te-engelsk de taler. Det er meget mere Jamaica-stil og det gaelder ikke kun deres tale, men hele deres holdning. Alle spoerger paa gaden hvor man skal hen, hvor man er fra, skal man ha noget hjaelp, kan man give nogen penge og det sidste: "You wanna buy some weed" - Det er saa der man kigger ned og op igen og svarer: Nej tak, jeg har, som du kan se, lige koebt en vaffelis og har egentlig ikke brug for mere krymmel paa den. Og saa daffer de stille og roligt igen. Alt sammen uden at komme i naerheden af at vaere truende eller fjendtlig. Det er bare saadan de er. Fattige ud over forstand, men ogsaa alt for sloeve til at arbejde. Det fik jeg fortalt af ejeren af et hostel vi boede paa. Hun havde proevet at ansaette nogen, men de kunne daarligt tage sig sammen til at moede op paa arbejde foerste dag. Tror jeg. For hende Medussa-damen med katte i haaret var da noget af en saerling. Ud over, at vaere dybt alkoholisk, saa fortalte hun simpelthen saa mange maerkelige historier om sit liv, som hun beskrev som det frie liv. Hun havde levet som sigoejner lige siden hun var 25 hvor hun vist havde forladt sine boern, for at leve af at lege en af de der damer fra Familie Journalen der kan finde noegler under sofaer og svare paa hvad man skal ha og spise i morgen. Fordi hun var synsk. Ja tak skal du ha. Saa du kan forudse, at du skal vaere beruset i aften? Den fyldte Aldi pose med 17 bajere og en flaske gin var maaske en ledetraad. Julie fik lagt Tarot kort som sagde (jeg hoerte nu ikke noget), at hun ville faa et lykkeligt liv, hvor hun ike kom til at mangle noget, men heller ikke blev styrtende rig. Jeg laa syg, saa jeg sprang den tur over. Jeg ville nok faa at vide, at jeg i den naermeste fremtid (dagen efter) ville ha det lidt ringe, men fremtiden saa lys ud. Det var noget pis fra start til slut men ikke desto mindre fantastisk at sidde og hoere paa ejerne, der sad og fyrede den ene vanvittige historie af efter den anden.

Vi tog derfra med en baad ud til Caye Caulker som er kendt for sine fantastisk dykker steder. Jeg kan ikke dykke fordi jeg har en sprunget oeretromme, som en dykkerdoktor i New Zealand gav mig roedt lys til at dykke. Jeg kunne blive doev paa oeret og det kunne oedelaegge min balance nerve. Fint nok. Saa snorkler jeg i stedet. Og det var nok det af sejeste jeg nogensinde har gjort proevet. Jeg tillader mig at bruge ordet sejt, for det er det eneste der retfaerdiggoer oplevelsen. Det var som at hoppe direkte ind i Find Nemo filmen, og vi fik da ogsaa undervisning efter hvad den blaa fisk hed. Det har jeg selvfoelgelig glemt, men det er den der ligner Dorry. Der var nurse sharks og fisk i flere farver end flügger forretning og det mest fantastisk. En soeskildpadde. Jeg proevede at kommunikere ved at raabe "DUDE" som de goer i Find Nemo. Det var den paent ligeglad med. Jeg tror ikke den havde set filmen.
Efter turen var der alt det rom og juice vi kunne drikke til lyden af Bob Marley mens vi sad paa baaden og saa ud det mest det smukkeste hav i verden og en gang i mellem skiftede sang til: Don´t worry, be happy" - Det gjorde jeg saa. Om aftenen sad Julie og jeg sammen med 3 andre englaendere og saa solen gaa ned med igen noget musik der passede eminent til aftenen.
For det er ogsaa en ting der har aendret sig siden min foerste rejse. ALLE HAR EN IPOD!!! Det er jo fantastisk. Vi sad en aften og kom alle sammen ned med vores Ipod, som ud over udgaver og soerrelse af harddisk alle var Ipod Classic.
5 mennesker. 5 Ipods.
Vi er alle sammen forskellige.
Paa den samme maade.

Jeg tager til Cuba i overmorgen hvor jeg har hoert, at internet ikke rigtig er noget man bruger, og jeg vil derfor nok ikke vaere i stand til at laese mails eller svare paa nogen. Men jeg vil egentlig nok ogsaa vaere ligeglad. For jeg glaeder mig som en vanvittig til at komme til Havanna. Saa det her bliver nok den sidste beretning