Jeg havde regnet med at vaere ca. fem eller seks dage i Corrientes, men endte med at blive 11. Og jeg ville ha blevet noget laengere hvis jeg havde haft mere tid. Men jeg skulle jo videre paa et eller andet tidspunkt.

Opholdet hos Maty i Corrientes vil helt sikkert vaere noget af det jeg husker aller bedst fra denne tur naar jeg en gang kommer hjem.
En hverdag starter ved omkring 12 tiden hvor man staar op spiser morgenmad. Derefter bliver der ringet rundt til alle for at hoere, hvad aftenen skal bruges paa og hvor henne. Selve dagen, i hvert fald hos Maty, bliver brugt sammen med en masse forskellige mennesker der kommer vadende ind og ud af huset hele tiden. Og da det er for vamrt til at gaa rundt i byen er man lidt “bundet” til huset.
Saa hen omkring 22 tiden (tidligst) tager man afsted til kysten, festen eller den anden fest. Der bliver man saa til omkring 5-6 tiden og der efter tager man hjem. Der var paa et tidspunkt, efter en fest og vi sad i bilen, at Maty vendte sig mod Ditte og sagde: "Du skal lige ha Christian paa dine balder, for ellers kan vi ikke vaere der alle sammen" - Ditte og jeg var flade af grin. Vi sad stadig grinte 20 minutter efter mens vi koerte tilbage, og Maty kom hendes typiske bemaerkning: "Hold nu kaeft for satans" Alt sammen sagt med et glimt i oejet. Det endte med at Ditte fik Marillo (i stedet for mig), paa sine laar, i stedet for sine balder, som egentlig ogsaa var det Maty mente.

Alt efter hvor mange der nu foelger med tilbage, afhaenger hvor meget laengere vi blev oppe. I Argentina er der ikke noget der hedder “Du maa ikke koebe oel efter kl. 20”, og det blev som regel udnyttet til fulde. Saa sad vi bare og snakkede og spillede musik til den endnu lysere morgen. Og det gjorde vi saa igen dagen efter. I de elleve dage jeg var der, havde vi kun to eller tre dages "pause" hvor vi ikke skulle nogen steder hen om aftenen. Saa tog vi i biffen i stedet. Det koster en 10’er.

Men det er ikke typisk for backpackere at opleve det, og jeg foeler mig utrolig heldig, fordi jeg har faaet lov til at se hvordan det er at bo hos en studerende i en by langt vaek fra Buenos Aires.
I Corrientes er det MEGET normalt at spise asado, som er en ordent stykke koed fra sidemaven af en ko. Faktisk har jeg svaert ved at komme paa dage hvor vi ikke fik det, og her i Buenos Aires, da jeg spurgte andre backpackere om de havde faaet det, kendte de det ikke.

Den anden sidste dag (inden jeg tog til BA) tog vi til Santa Rosa, hos Matys foraeldre for der var endnu en gang en fest vi skulle til. Jeg havde allerede sagt farvel til nogen af gutterne fra Corientes der ikke skulle med til den fest paa grund af, at der eksamner de fleste skal laese til.
Til festen var der omkring 1000 mennesker. Det var studenternes sidste dag. Og det var ogsaa min sidste aften sammen med de nye venner og Ditte. Og det skulle jeg aabenbart fejre ved at drikke lidt for meget (Ditte vil nok mene jeg fik mere end det). Men efter at ha mestret dansegulvet et par timer, blev jeg lidt traet og lagde mig for at hvile oejnene. Bare en kort stund. Dagen efter fortalte Ditte mig, at jeg havde sovet i naesten to timer paa en stol og aabenbart ogsaa lidt op af hende. Jeg troede jeg havde siddet i fem minutter.

Dagen efter skulle vi ha asado ved et tiden. Det var en halv time efter vi stod op, saa det blev koed med poelser og cola til morgenmad. Det er slet ikke saa slemt, naar man foerst har vaennet sig til den skaeve dagsrytme.

Efter det tog alle tilbage til Corrientes, da der skulle laeses til eksamner, og jeg fik sagt farvel, men ogsaa at jeg helt sikkert ville komme igen, naar jeg besoeger Sydamerika naeste gang.
Ditte blev tilbage og sagde farvel da min bus koerte kl 8.30 om aftenen og blev i Santa Rosa til dagen efter.
Men det bliver paa mange maader utrolig maerkelig og soergelig ikke at skulle rejse sammen med Ditte mere. Ogsaa fordi jeg kan daarligt huske hvordan det var, ikke at rejse sammen med hende. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forstillet mig, at vi skulle rejse sammen i to en halv maaned da vi moedtes i Lima for foerste gang. Men vi havde det sgu skaegt sammen og laerte utrolig hurtigt at acceptere hinanden som vi var. Og da vi begge har den typiske platte danske humor (som slet ingen forstaar hernede) saa gik der ikke lang tid, foer det foeltes som om, at vi havde kendt hinanden i mange aar. Jeg forlader det sydamerikanske kontinent om halvanden maaned, saa der er desvaerre ikke den store chance for, at vi stoeder ind i hinanden paa rejsen. Det er eller ikke normalt at man goer det. Men vi blev enige om, at vi helt sikkert skulle ses naar vi kom tilbage til DK.

Jeg tog den 13 lange bus tur til Argentinas hovedstad, hvor solen bagte, og jeg endnu en gang ikke havde sovet. Jeg fandt mit hotel, som jeg havde booket paa nettet. Jeg har valgt det Lene (min kusine fra Mors)havde anbefalet mig, og det er ogsaa kanon. Der er gratis spansk- og tango undervisning, internet og morgenmad inkluderet i prisen.

I maa ha en glaedelig jul. De her bliver nok min sidste beretning inden d. 24. Jeg tror jeg skal holde jul her paa hostellet. Jeg aner det faktisk ikke. Det finder jeg ud i morgen... maaske.