Saa er jeg landet i Buenos Aires. Byen lever og aander for deres stolte hjemmehold Boca Junios hvor selveste Maradona spillede som en lille purk og startede sin karierre storslaade karriere. Tilfaeldet ville selvfoelgelig, at finalen, hvor Boca junior havde kavilificeret sig til, var var soendag. Dagen foer jeg ankom. Og dermed ogsaa slut paa ligaen for i aar, saa altsaa ingen fodbold til mig her i Argentina heller.

Jeg ankom som sagt mandag, efter en lang og traels bustur. Jeg sov stort set hele dagen jeg ankom, og fortalte min nye dorm-buddys, at efter mit ophold i Corrientes, saa ville jeg lige tage en slapper med at tage i byen og drikke cerveza. Det holdt ca. 10 timer, og jeg endte op paa hostellets loftbar, med altan og bordtennis. Det blev heldigvis ikke saerlig sent.

Dagen efter gik jeg ud og saa byen sammen med to brasilienere, som havde vaeret i byen et par dage. Jeg saa bygningen hvor Evita stod ved den nu saa beroemte altan for mange aar siden og talte til folket. Eller saa var det Madonna...? Kongres-bygningen fik jeg ogsaa lige et kig paa i moerke og den ligner utrlig meget den i Washington D.C.

Buenos Aires er en utrolig stor by, og husblokkene er delt op i kvadrater med 100 numre mellem hver vejskilning, hvilke goer en del lettere at finde rundt i.
Dagen efter var jeg inde og se byens kirkegaar der er fyldt med enorme katakomber i alle farver og former. Der ud over gik dagen mest med at se vinduer. Der der saelges utrolig fedt toej til en helt anden pris end den i DK. Her er det langt billigere, hvis det ikke skulle vaere feset hos nogen.
Og jo; jeg tog paa loftbar igen om aftenen. Der moedte jeg to piger fra Aarhus, som ogsaa skal fejre jul paa hostellet. Hvordan det hele skal foregaa har jeg ingen anelse om. Os der bliver der (de fleste af os formoder jeg, hvis ikke alle) betalte 50 pesos, og for det faar vi mad, drikke og en lille gave.

I gaar, efter Niels og jeg havde vaeret paa fin restaurant, hoerte vi jungletrommer ude paa gaden. Vi troede foerst vi begge var blevet gale, men laengere nede af vejen Calle de Mayo, som er en af de stoerre gader her, var der et optog paa vel godt 100- 130 mennesker, og mange flere tilskuerer det. Der var en hulsens masse der slog paa tromme (og de har langt mere rytme her, end i Bolivia) og foran tre let paaklaedte dansende piger. I den forreste gruppe var der lige saa mange trommende maend, kvinder og boern, og endnu flere dansende piger, og der ud over forskellige mennesker udklaedt i maerkelig kostumer. Man kunne ikke andet end traekke paa smile bandet og danse med. Og det gjorde vi saa.


... Det er en snor, mester. Det er ikke en 12 cifret kode, der skal tastes i et bestemt tempo, samtadig med at man synger en argentinsk folkevise. Du sagde selv, at en hver idiot kan finde ud af det. Og det inkluderer altsaa mig.
- Det er rigtig nok, men det er sgu ikke saa smart, at du tager alene afsted foerste gang.
- Hvad er du bange for? At jeg glemmer at traekke i snoren. Jeg tror, at som tiden gaar, nok skal blive mere og mere mindet om det. Og skulle jeg glemme at goere det, skal du ikke vaere bange for at jeg kommer efter dig, eller sagsoeger dig. Det er bare et helveds rengoeringsarbejde for Jer hernede.
- Det er selvfoelgelig rigtig nok, og jeg ville gerne lade dig, men min chef bliver fyrer mig his jeg giver dig lov.
- Ok... Men saa vil jeg ogsaa sidde forest.
- Det er ogsaa helt i orden.

Saadan kunne min samtale med min faldskaerms medspringer ha lydt, men mit ordforrad var ikke lige til det, saa det blev bare "vamos".
Men det skulle ske den dag for jul, at jeg skulle foelge min fars fodspor omkring det at flyve de smaa maskiner. Han floej dem, og jeg springer ud fra dem. Det er egentlig lidt maerkeligt at taenke paa, at foerste gang jeg floej, var for et halvt aar siden, og nu er jeg allerede begyndt at springe ud af flyene oppe i 2500 m. hoejde.

Jeg sad paa hostellet og bladrede i gennem rejsebureauets katalog, og faldt over en annonce hvori der stod, at det var muligt at skydive her i BA. Efter en betaenknings tid paa en time og 2 sandwiches, gik jeg ind og bestilte et spring til dagen efter. Det inkluderede koersel til stedet, der ligger lidt uden for byen, en film (VHS og en V-CD) og 24 billeder. Pris: 1000 kr. - Men nu ligger landet saadan, at jeg faktisk havde sagt efter DItte og jeg sprang bungy I Cuzco, at det naeste maate blive faldskaermsspring, og det var virkelig noget jeg rigtig gerne ville.
Saa dagen efter tog Niels fra Holland og jeg afsted kl. 8.45 om morgenen afsted ud til fly-ranchen. Der skulle vi vente ca. halvanden time, inden vi blev i foert dragt og hue med paaklistrede briller. Det tog ca. 20 minutter for det lille fly, som vi sad 8 inde i at komme i i 2500 m. hoejde.Det tog ca. 40 ca. at komme ned til 1250 m. Frit fald vel og maerke. Og det er simpelthen saa pisse fedt, man fatter det ikke. Der var ikke det sus, som naar man staar paa kanten og skal til at springe bungyjump. Det er der simpelthen for langt ned til. Adrenalinen pumper faktisk kun paa vej op i flyet. Men fyren, hvis navn jeg ikke kan huske (det er jeg ved at ha til vane ikke at kunne her i Argentina) og jeg skulle springe foerst. Jeg skulle placere roeven i det fri, mens han sad paa kanten i doeren. Saa talte vi til et og ud var vi. Man falder med godt 200 km. i timen, og det kan maerkes. For hold da helt op hvor gaar staerkt. Og samtidig med at man falder ned, saa flyver der en fyr rundt og tager billleder og filmer en, og man vinker saa godt man kan, men armene blive presset tilbage paa grund af vindmodstanden. Kamerafyren, havde noget stof mellem krop og arme, saa han hurtig kunne flyve hen foran os. De 35- 40 sekunder gaar ufattelig staerkt, og man har lyst til, at det skal vare meget laengere, men snoren bliver trukket, og vi blev trukket op ad, med en saadan kraft, at jeg var glad for, at der orden nede i maskinrummet, saa der ikke var noget der kom i klemme. Faldskaermen er foldet ud, han spoerger om jeg ok... og der efter, om jeg er klar til flyve. Han hiver i de snore og svinger rundt, saa viligner en eller anden fuld pelikan og samtadig er der en fantastik udsigt.
Vi lander utrolig let og elegant. Tre skridt, og saa staar vi stille paa landjorden.
Ditte fortalte mig for et par uger siden en klovnehistorie, som jeg heldigvis ikke blev prikket i ryggen og mindet om af fyren!

Vi daffede hjem og overlevede med noed og naeppe juletrafikken. De koerer sindsygt her i Argentina paa motorvejen. Det er ikke saa slemt inde i gaderne i byen

Jeg skal ind og hente billeder. Dem jeg tog i Brasilien. De ha vaeret lidt laenge undervejs.

Men jeg vil oenske jer alle en fantastisk glaedelig jul. Baade jer som er hjemme, men saa sandelig ogsaa jer der rejser og ikke er hjemme. Jeg tror det bliver en underlig jul i men helt sikkert kanon hyggelig, fordi alle er i samme situation.

GLAEDELIG JUL FRA BUENOS AIRES - Christian