Saa er jeg ellers kommet paa backpackervejen igen.
Rikke og jeg tog til Mendoza og dagen efter lejede vi nogle cykler, for nu skulle vi ud at smage vin. Det var en rute med 9 stop, hvor af to dem var lukket, og rutens laenge var godt 20 km.
Det foerste stop var ved et lille vineri, hvor vi bliv vist rundt og fik fortalt hvordan man fremstillede vinen nu og tilbage i tiden, hvor man maste vinen med foedderne i en stor balje. Det hele blev fortalt af en stesset dame, der skiftede mellem spansk og engelsk. Jeg havde hoert det hele foer, enten fra hotel og restaurant skolen eller studieturen med gymnasiet. Men vi fik lov til at smage to fantastiske vine. En roed og hvid.
Op paa cyklen igen og videre til delicatessen. Her blev vist rundt (kun Rikke og jeg) og saa alle de produkter de lavede, og hvordan alting kom fra det same omraade. Der var alt fra tappernade til chokolade, vin, whiskey og meget andet. Alting i bedste kvalitet. Ikke noget Netto-sproejt her. Vi koebte ogsaaa noget chokolade og en kakao paa flaske.

Det naeste sted var hvor vi skulle spise frokost. Vi fik en meget hurtig tour og blev vist hvor mange forskellige frugter og lign. de dyrkede.
Frokosten bestod af den bedste sandwich I hele verden. Simpelthen. Ud over koedet i sandwichen, saa var alt andet dyrket paa den egn vi sad. Og vi var endnu en gang heldige, da vi var de eneste der var der, og sad i fuldstaendig stilhed, noed, at det var 35 grader, og fik fantastisk mad.

Men vi skulle jo videre. Og solen bagte stadig. Paa hele turen drukket 7 liter… hver. Og med det tog lidt paa kraefterne, saa da vi naaede til naeste stop (endnu et vineri), var vi for traette til at faa endnu en tour, og det kostede ogsaa 5 dollar, men man fik saa en flaske vin. Problemet var bare, at vi ikke havde plads I min taske, som indeholdt en flaske kakao og to to-liters flasker og en masse andet. Vi cyklede ud til det sidste sted, hvor der blev produceret olivenolie, men der var kun guide der kunne spansk, som hun talte med 300 km i timen, og saa var det lige pludselig ikke saa spaendende. Cyklerne skulle ogsaa afleveres inde et vist tidspounkt, og vi havde alligevel et godt stykke vej tilbage.

Vi forlod Mendoza to dage efter om morgenen. Vi skulle rigtig ha forladt byen en dag foer om aftenen, men vi havde laest billetterne forkert, og missede bussen. Saa vi fandt det mest snuskede hostel vi kunne finde og koebte billetter tilbage til Santiago dagen efter. Der var ingen direkte busser til Pucon med mindre vi ville vente I Mendoza 4 dage, saa det var for at spare tid, at koerte tilbage til Santiago, hvor vi var godt 3 timer, inden vi to til Pucon.

Pucon er en herlig by, med godt 20.000 indbyggere, og hvor turisme er byens levebroed. Der er fantastiske omgivelser, og en stor vulkan der stikker i vejret ude i horisonten. Byen har mange aktiviteter, og vi har sat naesen op efter at proeve det meste.
Det foerste blev ridetur. Rikke er en garvet rytter, og har redet mange aar. Hun gav mig ogsaa en masse fif om hvad man skulle goer, naar jeg nu havde svunget mig op paa min krikke I bedste John Wayne stil.
Men hun tog en 6 timers tur, og jeg lagde forsigtig ud med 3 timer.
Jeg blev samlet op af bus og koert ud til start punktet hvor jeg fik mig en hest. Rikke havde ellers forklaret mig om alle de forskellige arter. Vallak, krikke, oeg, islaender, og hvad de nu alle hedder. Jeg kom frem til den konklusion, at min hest var en sort en.. Da jeg ikke kunne se noget stoetteben, ved jeg ikke om det var en han eller hun hest.
Men jeg kom og sidde paa denne firecylinderet pragt maskine, med aircondition over det hele og air bag-i. Hesten pruttede hele tiden.
For dem af jer som ikke ved hvordan en hest fungere, skal jeg proeve at forklare det paa den maade jeg tror der er lettest at forstaa.
Koblingspunktet finder man ved at sige Vamos og spjaette lidt med benene. Saadan en har ikke nogen gear, men i stedet faar man en pind man skal baske den lidt bagi med, for at faa den op i hurtigere omdrejniger. Min hest var vist en gammel aargang, da ikke virkede hver gang, og gearkassen maaske var slidt. Men afsted gik det i langsomt tempo i starten. Jeg ville ha sat pris paa en lille introduktion omkring styresystemet paa saadan en hest, men det blev det ikke til. Min snor, som skulle bruges til at traekke hesten til side, og derved undgaa at brase ind I andre heste, biler eller kanten, som min hest havde en tendens til at styre hen mod, var selvfoelgelig knaekket og umulig at binde sammen til en.Den trak faktisk meget ofte til venstre. Og det var med til at give lidt ratsloer i styringen.
Men Rikke sagde, at man lige skulle laere sin hest at kende og det gjaldt ogsaa for hesten, og saa villle det blive lettere. Og hun havde ret, men jeg tror ogsaa det, at jeg fik en ny gearstang, havde lidt at sige. Nu kunne jeg da faa hasten op i omdrejninger, naesten efter eget oenske. Skivebremserne paa hasten virkede glimrende.
Men det var sjovt, endelig, at proeve at ride, og vide hvordan det foeles. Og jeg var overrasket over, hvor meget jeg egentlig noed det. Og det er helt sikekrt noget jeg skal proeve igen. Ogsaa for at laere, hvordan man skal sidde rigitig, naar hesten er i andet gear (trav hedder det vist), uden at jeg sidder og hopper og danser paa sadlen. Rikke havde sagt, at det kun gjorde ondt i roeven. Jeg kan saa sige til fyrene derude, at det goer ogsaa ondt andre steder.
3 timer var fint foerste gang, og er nok ogsaa den tid jeg skal proeve naeste gang.
Jeg var paa hold med bar chilenere, og en enkelt britte, som jeg hurtig faldt i snak med, som ogsaa proevede at give mig nogle tricks til hvordan jeg skulle sidde.

Efter rideturen sagde han, at der ogsaa var noget der hedder Canopy der laa I naerhedenaf det omraade vi var i, som han skulle over at proeve. Det var 10 wires der var spaendt ud over et kaempe areal, og udgjorde en samlet laenge paa 3 kilometer, hvor man bliver spaendt fast med en krog, og saa ellers kurer med en ret hoej hastighed nedad. Det skulle jeg selvfoegelig proeve. I England hedder det Deah String.
De var 10 wires paendt ud, men de to foerste var begynder slides. Det tredje var vi tog, skulle man koere to og to, og det var turens laengeste. Resten tog man alene. Heldigvis.
Det var i bund og grund en skuffelse, da ikke rigtig kildede i maven paa noget tidspunkt. Det var da fedt at kurre over skoven med stor hastighed, og udsigten var fantastisk, men det var ikke sjovt nok.

Dagen efter tog Rike og jeg saa ud og River raftede. Der op til level seks naar man snakker river rafting og vi tog en 4’er, da ikke en gang guiderne tager 6’erne.
Vi fik vaaddragter paa, shorts, troeje, hjelm, og lignede til sidst nogen Rikke kaldte, noget som lige var staaet ud af spasser-bussen.

Det var pisse skaegt, og vi blev plask vaade efter 2 sekunder. Vi var 4 turister, to dansker og to argentinere, og 6 maend fra buroet som var to der var i vores baad, to i hver deres kajak til at redde os hvis vi skulle falde ud, 1 ekstra I voe baad, og en fyr, der styrede en bad magen til den vi var seks i, alene. Vi blev instrueret i hvad vi skulle goer, naar han raabte de forskellige kommandoer, og hvis vi skulle falde i. Det hele virkede meget proffesionelt. Men det sindsyg fedt, at sidde i en baad der blev kastet rundt og saa stadig padle paa livet loes. Den ene argentinske pige, som virkelig var lille, var ogsaa ved at ryge i paa et tidspunkt.
Den sidste raft, sagde han, at hvis vi ville, saa kunne vi hoppe i vandet, og laegge os som vi blev fortalt i starten paa ryggen med benene bukkede op og mod stroemmen, og saa ellers flyde med og over de store boelger. Lige pludselig sagde raabte han *HOP I* og det gjorde vi saa. Jeg faldt i med hoved forest, og roeg faktisk lige ned i Rikke, som valgte at bruge det meste af tiden i vandet, med at drikke det. Ikke skide smart. Vandet var saa hamrende koldt, at jeg taenkte, at jeg ville da faa et hjertestop. Langt koldere end jeg havde forventet, og vi blev alle sammen ogsaa hevet op i baaden igen ret hurtigt, efter raftet var faerdigt.
Den flod jeg krydsede i junglen var langt varmere, og jeg havde nok stadig i baghoved, at det ville vaere det same. Det kunne ikke ha vaeret mere anderledes.
Da vi ankom til Pucon pissede det ned i laartykke straler (jeg var selvfoegelig i T-shirts og shorts), og guiderne fortalte os efter vi havde raftet, at de selv var blevet overrasket over, hvor meget vildere det havde vaeret fordi floden var steget saa meget, paa grund af den store regnmaengde. De sagde turen var taettere paa level 5 end 4.
Om aftene gik vi paa bar med en masse fra buroet. Det var voksne mennesker, der pagrund af deres job aldrig bliver voksne. Paa baren viste de film med folk der I kajak sejlede ud fra vandfald og gennem snaevre kanaler, hvor vandet var en del vildere end det vandpjaskeri vi havde sejlet i.