Endnu en gang maa jeg ty til natskriveri. Jeg har sovet det meste af dagen, saa jeg sidder i halvmoere og skriver lidt!

Men jeg er stadig i Chile i godt to uger endnu inden jeg forlader det Sydamerikanske kontinent og skal indstille mig til kun at snakke engelsk. Derefter venter New Zealand!!!!

Dagen efter Riverrafting tog Rikke og jeg os en velfortjent hviledag og formaaede at lave absolut intet. Jeg foerer dagbog for hver dag og den dag kunne lige komme op paa tre linier. Jeg har ikke noget viskelaeder...
Vi fik da booket en tur op paa vulkanen til naeste dag tidligt om morgenen.
Der ud over har jeg ogsaa skrevet lidt sammen med Ditte og hun rejser lige i haelene paa mig. Hun er i Mendoza nuhvor hun ankom kun tre dage efter jeg tog derfra. Flot timing.

Men Rikke og jeg stod tidligt op da vi skulle vaere ved turbureauet kl 7 om morgenen. Det var vi vist de eneste der vidste for de naeste 3 kvarter kom alle andre vadende ind i bixen. Jeg kan godt mistaenke butikken for at give forskellige tidspnkter da vi var godt 50 da vi var fuldtalligt, saa paa den maade virkede det fint. Men turen skulle vare alt i alt seks timer. Saa og jeg regnede med at vaere hjemme ved 13- 14 tiden.
I bureauet fik vi udleveret taske med vindjakke, -bukser, -handsker og vandrestoevler og nogen saaler til at saette understoevlerne med pigge hvis der skulle vaere islag. Jeg havde inden turen vaeret ude og investere en lille formue i nogen stoevler selv, saa dem ville jeg bruge. Efter turen fandt jeg ud af, da jeg hoerte fra andre, at de havde vaeret lidt utlifredse med dem de havde laant. Rikke der normalt bruger 37 gik op ad vulkanen i nogen stoerrelse 45. Og der havde hun allerede byttet ned fra 46.
Busturen til vulkanen (der sidst var i udbrud for 20 aar siden) tog en lille halv time, hvorefter vi ville ankomme til en lift der skulle bringe os op i 1800 m. hoejde. Det gjorde vi ogsaa, men liften koerte bare ikke. Saa det var lige en time ekstra. Jeg havde heldigvis vaeret nede og koebe 1,6 lier vand (med brus. Det var ikk med vilje) og havde en plade chokolade og 8 smaa Snickers i tasken. Det der med at smoere madder var ikke rigtig noget vi havde taenkt over. Det skulle baade Rikke og jeg komme til at boede for senere. Mest Rikke da jeg havde alt chokoladen og hendes colcreme, saa hun nu ligner en soereje. Eller noget andet der er roedt. Naesen kunne sagtens sammenlignes med en der havde vaeret ude at faa en lille en for meget dagen forinden.

Allerede efter den foerste halve time er jeg langt foran og efter at ventet paa Rikke godt 5 minutter beslutter jeg mig for at tage det i mit tempo. Jeg naar op til der hvor sneen begynder, hanker op i rygsaekken og skal til at vandre videre. Jeg bliver saa stoppet af en guide der siger at jeg skal foelges med ham og den gruppe der skulle starte med at vaere paa 12 personer. Vi bliver instrueret i hvordan bjergoeksen skulle bruges hvis vi skulle glide ned og andre sikkerheds foranstaltninger.
Gruppen blev hurtigt reduceret og da jeg selv forlod den (sammen med en fyr fra brasilien) var der 6 tilbage. Vi gik i et fantastisk hurtig tempo, og skar over en time af tiden. Det der normalt tog 4 tog vi paa 3. Vi overhalede alle, som ogsaa sagde at vi gik utrolig hurtigt. Men efter tre timer valgte jeg at gaa over i en anden gruppe der gik lidt langsommere, men som ogsaa noed udsigten. Saa det tog 45 minutter ekstra end hvis jeg havde blevet i den foerste gruppe, at komme op paa toppen af vulkanen. Og da jeg endelig naaede op, var jeg saa moerebanket, at jeg ikke rigtig fik nydt det. Jeg gik lidt rundt deroppe, tog nogen billeder, proevede at se lavaen, men kunne kun se roegen. Og da jeg ikke gad at vente paa det, satte jeg mig over i ly for vinden og ventede paa nedturen, der skulle blive en oplevelse jeg sent vil glemme.
Bukserne var nemlig udstyret med en gladt overflade, saa man kunne glide hele vejen ned af bjerget paa roeven. Som en slags naturlig-lavet rutschebane (jeg proppede bare alle de bogstaver ind jeg mente det kunne staves med. Det er nok ikke helt korrekt) Det blev til fire rigtig lange ture ned af bjerget hvor guiderne snakkede noget om at bruge isoeksen som bremse naar vi kurede ned. Det valgte stoerstedelen let og elegant at overhoere og bare smide sig ud i det og ned af bjergsiden. Den sidste tur blev et stort vaeddeloeb hvor alle vaelted ind i hinanden, grinende som en flok boern. Brailieneren jeg skiftede hold sammen med, var det den dag hans foerste moede med sne. Det var en der skulle fejre med at kaste snebold lige i skridtet paa ham.
Jeg blev gennembloedt helt ind til det inderste lag toej. Men da jeg kom tilbage til Pucon var der 30 grader i byen og saa virkede de store vandre stoevler lige pludselig sindsyg varme. Og da jeg ikke havde faaet andet end Snickers hele dagen var jeg ogsaa en smule sulten. Jeg var hjemme kl. 18. 12 timer efter jeg var staaet op.

Det var meningen at Rikke og jeg skulle Canyoning(e) naeste dag, men da uret ringede om morgenen og gjorde et ihaerdig forsoeg, flere gange, paa at faa os op, blev vi enige om at skippe det og i stedet tage videre til Valdivia der laegger tre timers koersel derfra. Det havde skulle ellers ha vaeret fedt at proeve, da canyoning indebar at rapelle og springe ud fra vandfald og saa lidt andet jeg ikke kan huske, men vi begge fuldstaendig smadret efter turen til vulkantoppen.

Valdivia skulle vaere en smuk by som jeg ikke rigtig havde laest saa meget om da vi ankom. Men naar der er overskyet og det er graat, saa bliver selv den smukkeste by trist. Det gjaldt ogsaa for Rio i Brasilien.
Vi delte en taxa med to britiske piger til et hostel hvor jeg hurtig fandt en guitar der var af bedre kvalitet end min 175 kr.s guitar fra Peru.

Men vi ankom henad halv seks tiden og det var for sent til at gaa ud til nogen aktiviteter eller udstillinger og gik i stedet ned for at booke en baadtur til dagen efter. Fyren i den lille 6 kantede boks kunne spansk og tysk. Og jeg blev glaedeligt overrasket over at jeg faktisk forstod det hele han sagde paa tysk. Men naar jeg ville svare tilbage paa tysk, kom det ud paa spansk. Rikke siger at mit spanske ogsaa har en tysk accent. - Saa kan man da snakke om at vaere international.
Det var ikke sikkert at der ville vaere en baad dagen efter da der der var praesidentvalg.

Og det var saa i dag, og der var ingen baadtur. Og endnu vaerre, saa kunne man heller ikke koebe oel nogen steder. Hverken i supermarkedet eller pa restaeuranter. Det blev forresten den hoejrefloejs kvindelig praesidentkandidat der trak det lange stra med 60 procent af stemmerne og nu skal sidde de naeste 5 aar.

Dagen i dag blev brugt laeggende, da jeg i supermarkedet fik enormt ondt i ryggen og ikke var i stand til saerlig meget andet end at laese. Noget jeg aldrig havde proevet foer, og jeg har tilbragt det meste i sengen og laest "Forfoeren" af Jan Kjaersted. En fantastisk bog, skal det lige tilfoejes.
Det endte med at jeg, Rikke, de to britiske piger og 5 australiere tog paa kinesisk restaeurant.
Det kan godt virke som noget fuldstaendig ligegyldigt at laese om, men jeg kan endnu en gang ikke sove, da jeg har sovet meget af dagen i dag. Peter skrev eller en lille historie med fantastisk tegne-saetning, men det har ikke hjulpet. Og det er stadig i mod mine principper at laese Danille Steele.

Jeg har til gengaeld fundet ud af, endnu en gang, at jeg har mistet endnu en T-shirt. Og en halskaede fra Peru. Listen over ting jeg har glemt, tabt og bare er forsvundet er ved at blive rimelig lang.

Klokken er nu 3.30 om natten og vi har faaet en gut fra Kroatien ind paa vaerelset der snorker som en bjoern. Saa jeg maa endnu en gang laegge med oereropper; noget som sker ret tit naar jeg sover paa dorms.

I morgen tager jeg som sagt ud paa en baadtur, hvor vil blandt andet skal se 16000 langhalser svaner. Og endnu en gang kommer spoergsmaalet... "Hvem er det lige der skal taelle dem?"