Efter en paen kedelig flyvetur fra DK til Tyrkiet og endnu mindre ophidsende tur fra Tyrkiet med nogen kedelige sidemaend ankom jeg til Mumbai kl 4 om natten. Jeg talte tre grupper paa 4 danske piger der tydeligvis ogsaa skulle til Goa.

Narh, men penge skal der jo til, og da jeg stod og ventede paa at komme til faldt jeg i snak med en fransk gut der ogsaa havde valgt at rejse alene. Vi valgte at splitte en taxi hvor jeg oplevede, hvis muligt, en mere sindsyg koersel end jeg har proevet andre steder i verden. Chauffoeren som bad mig ’’close the light’ naar jeg var faerdig med det var en typisk indisk udseende mand i en alder af 500 som koerte haardt og brutalt me hornet i bund det meste af tiden. Gearskiftet sker med en stang oppe ved rattet som ligesom koerselsretningen er omvendt af vores og i Mumbai er naerest halvdelen af alle bilerne paa vejene. Folk slingrer frem og tilbage og lastvogne hvor der er mennesker siddende bagi oplevede jeg flere gange havde skrevet ’Please Ok Horn’ - Efter at ha spurgt halvdelen af byen om vej fandt vi endelig det hostel jeg glemte at bestille seng til, og der var selvfoelgelig ingen ledige senge. Efter ha vaeret oppe i lang tid og ankommet til et nyt land er det ikke lige det man har lyst til. Samtidig var der virkelig fugtigt, og omkring de 20 grader kl. 5 om morgenen. Gaderne var allerede fyldte med enten folk der aabnede deres butikker eller folk der sov i gaden i tal, jeg ikke har set andre steder. Ikke en gang Christianshavn.
Men vi fandt hurtigt noget andet, fik sovet et par timer inden vi skulle proeve indisk mad. Valutaen, Ruupees er 100 til 11, 27 DK kr. saadan cirka. Saa da vi fandt noget morgenmad der inklusiv juice kostede omkring 60 rupees kom jeg til at bestille det hele en gang til.

Jeg har hoert fra venner der har vaeret her foer, at der skulle vaere vanvittigt mange mennesker. Det er der da ogsaa, men saa er det heller ikke vaerrere. Folk tigger ikke saa meget som i mongoliet, og de giver langt hurtigere op, og befolkningen er generel utrolig hjaelpsomme, men som saa mange andre steder, ender hjaelpen som regel med en udstrakt haand og et oenske om penge.

Cricket. Ja, det er sgu en latterlig sport. Hvorfor skal de kaste saadan... jeg kan ikke finde ud hvordan man laver spoergsmaalstegn. Men inde midt i Mumbai er der et kaempe graesareal hvor der kun blev spillet cricket. Og det var altsaa allerede fra kl. 5.30 om morgenen. Barene viser cricket og naar lokale venter paa bussen har jeg set, at de begynder at spille det. Ingen fodbold her.

Alle de indtryk og oplevelser der allerede var de foerste par dage i Mumbai har vaeret overvaeldene. Jeg har aldrig set fattigdom saa voldsomt som her, og byen lignede i bund og grund noget gammelt lort, der enten kraevede en kvindes haaend eller en nedrivning. Hostellet havde kun elevator og ingen trappe. Heller ikke brandtrappe, og jeg boede paa 5. sal. Men som Julienn (ham franskmanden) og jeg siger inden vi krydser en stor vej fyldt med vanvittige billister. No fear som bliver efterfulgt af vores rejseplaner... No plans.

Saa nu gider jeg ikke mere. Jeg har ikke sovet i nat efter en alt for lang tog tur, hvor jeg desvaerre fik sovet de to sidste timer af en tolv timers tur og dermed smadret min soevnrytme fuldstaendig.

Her omkring 30 grader og hele 10 minutters gang til en sand strand hvor jeg i gaar aftes sad og fik kolde oel og drinks. I dag maa jeg hellere huske at komme solcreme paa.

I maa hygge Jer til vi ses om et par uger. Det er jo en kort tur denne her gang.