... men jeg kom vist fra Abel Tasman. Jeg har ikke taenkt mig, at skrive alt hvad jeg har lavet, da der live musik over hele byen jeg er i nu, og jeg holdt hviledag i gaar med alkohol da jeg skulle op tidlig til Milford Sound og se nogen fatastiske omgivelser.

Men efter Abel Tasman tog vi til en lille by Barrytown, hvor hovedattraktionen er, at man kunne lave sin egen kniv. Det kostede saa den vanvittige pris af 95 NZ D, saa Jesper, jeg og en af de to engelske Amyer og jeg som jeg ogsaa rejser sammen med, tog paa en trekking tur. Det var kun Jesper og jeg der ikke gav op og kom helt op forbi traegraensen, hvor udsigten var som taget ud af en Ringenes Herre film. Der sad vi en lille time og bare noed udsigten og fik dansk spegepoelse til frokost. Hele turen toogt 7 timer.
Ned turen gik hurtig og om aftenen var der noget "killer-pool" aften. Killer betyder at alle er med, men her skulle man bare spille i par med sin medspiller paa ryggen. Bianca og jeg, som ogsaa udgoer et fantastisk pool-team, deltog, hvor hun sad paa ryggen af mig, og vi saa skulle proeve at spille pool. Vi fik kun en enkelt kugle i, og kvalificerede os over hoved ikke, men det var pisse skaegt.

Efter Barrytown to vi til Franz Josef hvor vi skulle ud og gaa paa glaciere. Der er to udvidende glaciere (af de tre der er i hele verden) her i NZ. Den sidste er i Argentina, Patagonien. Jesper og jeg havde bestilt en 3/4 dags tur, og toeserne havde bestilt et eller andet hellig-ko-peter tur, som var budgetteret til langt over mit budget for en uge i Peru med mad og logi.
Vi var to hold, hurtig og langsom, og selvom jeg tog hurtig gruppen, saa insisterede vores guide paa at lave alle forhoejninger til trapper med sin hoejtelskede oekse, og dermed fjerne alt adventure-delen. Men det var kanon flot, og vi fik fantastisk dag ud af det.

Om aftenen samledes stort set alle nede paa stranden til stor baal fest, hvor jeg virkelig ville oenske jeg havde haft min guitar med, som jeg af uforklarlige grunde, har valgt at efterlade i Auckland. Det har jeg ogsaa maatte hoere for.

Queenstown, som er pa ti aar, er gaaet fra at vaere et lille ubetydeligt sted, er nu vokset til stedet hvor man i NZ kan proeve alt. Alt hvad man kan forestille sig af ekstrem-sport a la bungyjump, skydiving, rafting, body rafting, para-bungy og meget mere, kan alt sammen goeres her i byen til en ganske hoej pris, som vi jo alligevel betaler.
Jeg var af den indstilling, at med to bungyjump paa cv’et ville jeg ikke betale over fire gange saa meget for et 134m i forhold til det paa 122 i Cuzco. Men vi havnede jo paa en bar, som en eller anden faetter har anbefalet herinde paa min tlog, (og mange tak for det skal det siges), hvor der hver dag er en konkurrence, og man faar et lod faar hver oel man koeber. Jeg naaede at faa en enkelt oel, inden udtraekningen, nummer 100 D, og en fyr fra England, som har rejst i samme tempo som mig de sidste par dage, sagde: "Den der vinder du ikke paa. Nummer 87 F... der skal du satse dine penge" Det valgte jeg at lade vaere med, og det blev mig der loeb med gavekortet paa riverboarding, til en vaerdi til naesten 600 kr. Sindsyg fedt.
Det blev foerst gjort et par dage senere, da vi valgte at feste rimelig meget igennem i Queenstown, da the Amys og Bianca forlod Jepser og mig efter to dage.

Men jeg skulle saa afsted med Mad Dog bureauet til Riverboarding, er lige osm riverrafting... bare paa et bodyboard. Og saa er floden kun en 2- 3’er. Og det var langtfedere, end jeg overhoved havde forestillet mig. Man bliver kastet gennem rafterne paa boardet, og en forkert vinkel, saa bliver man viklet ind i en vindelvirlstroem-ting og skudt tilbage. Vi skulle rafte godt 5 km, hvor de sidste to var med rolig flod. Men ikke med Mad Dog. Lige pludselig kommer en af guiderne raesende paa en jetboat med en madras haengende bagefter.
"Hop i bare op, i to" Jeg var helt forest sammen med en pige, og vi kom op paa madrassen og saa blev der ellers givet gas. Total legebarn hvor bareskoed afsted 20 cm over vandoverfladen i mega fart. Og i rimelig lang tid. Alle fik saadan en tur.
Da vi naaede til der hvor floeden slutter, var der lige nogen ting mere vi kunne proeve.
Foerst et 11 m. hoejt rock-jump, som jeg tog i stiv arm, da jeg var saa fyldt med adrenalin, at jeg bare sprang ud. Det var kanon, og paa grund af wetsuiten, gjorde det kun ondt paa dem der valgte at springe i med spredte ben. Jeg var ikke en af dem.
Bag efter var der en rutchetur paa vores board med hoved ned af hvorefter man susede godt 20 meter over vandet inden man gik i staa og blev samlet op af jetbaaden. Og saa lige til sidst var der svingturen. En og en, kravlede man op paa en platform, tog fat i en snor, og tog en bold mellem benene, lige som en skilift, og saa svingede ud over vandet, og gav slip naar den hoejst paa den anden side. Jeg valgte at goere det med stil, og give slip saa hoejt som muligt, og falde ned fra de tre meters penge, paa siden. Det gjorde rimelig ondt i siden, hovedet og andre steder hvor det ikke er saa behageligt, at faa, hvad der minder om et piskesmaeld.
Turen varede alt i alt godt 6 timer, og var alle 4,50 NZ (inklusiv oellen) vaerd.

Dagen inden havde jeg Jesper og jeg taget et skysving, hvor man bliver hejst godt to meter ud til siden, mens man sider i hvad der svarer til de der babyer har paa naar man de skal laere og gaa eller lave elastikspring.
Saa sidder man derude, og skal selv traekke i splitten der udloeser, at man foerst falder godt 5, 6 meter inden de to snore begynder at tage fat, og man begynder paa den 48 meter lange gyngetur. Vi fik nogen gode film optagelser ud af det.

Dagem efter forlod vi Queenstown, og sagde farvel til de to englaendere, som vi havde snakket og drukket en del med de sidste par dage for at tage videre til Te Anau hvor vi skulle til Milford SOund og se de fantastiske omgivelser med baad. Men paa vej der ud, broed bussen selvfoelgelig sammen. Jesper, en hollaendsk pige der hedder Bibi og jeg proeve at tomle os dertil, men kunne alligevel ikke naa dertil inden faergen sejlede. Saa vi tog tilbage til hostellet, og fik overtalt chauffoeren om at goere det i dag. Bagsiden af medaljen var bare, at vi skulle op kvart over 5 i morges. Saa jeg er rimelig traet nu, og vil smutte.

Jeg har forresten besluttet at droppe at tage til Tahiti. Det lyder maaske meget maerkeligt, men jeg har simpelthen ikke raad til det, og jeg har allerede laegget saa meget paa stranden, og da jeg ikke kan tage dykkercertificat, saa dropper jeg det, og tager lidt mere tid i USA.