Det et er sådan man siger "velkommen tilbage" på hollandsk. Hjemmesiden har 5 års fødselsdag d. 1 oktober, men min første rejse startede faktisk 10. september så det er lige på grænsen. Syntes stadig godt den kunne bruges, plus jeg slipper for at smide billeder på facebook.
Jeg har nu været i Holland godt 10 dage og der er visse ting jeg kan sige om landet og dets indbyggere. - De taler alle sammen et meget grimt sprog. Det bliver ikke pænere med tiden eller mere forståeligt. - De cykler virkelig råddent og situationen bliver ikke bedre af, at stort set alle cykelstier er tovejs. - Deres nationalspise, eller favoritspise, er kroketter med snask (noget kød-lignende stads som også findes i vegetar udgave) indeni og det smager virkelig ikke godt. Det er små stænger på godt 8-10 cm, rullet ind i noget crispy brød og så friture stegt. De sprætter den op og smider det i en bolle. - Der er to millioner flere cykler end der er indbyggere på landsplan og derfor er alle indbyggere, i hvert fald i Rotterdam, bevidste om, at får de ikke en gigant kædelås til deres cykel, så bliver den stjålet af narkomaner og solgt på gaden til en langt mere fix pris end i butikkerne. Så ikke bare skal du have en lås, du skal også låse den fast til et stativ eller andet. Og dem er der enormt rift om, så det tager ikke bare to sekunder at parkere, da man skal tage disse forbehold i mente og finde et sted at fastlåse den. - Vejrguderne er mere utilregnelige end i Danmark. Jeg har for første gang anskaffet mig en paraply. - Madvarer er billigere her. - Det er billigere at gå i byen - Hollændere er flinke mennesker så længe man ikke spørger dem hvad de syntes om VM i år.
Introturen i Arnhem med de andre udvekslingsstuderende var en succes. Vi lavede diverse lege og optræden som slog hul på isen og alle hurtig faldt i snak med hinanden. Omkring halvdelen af de udvekslingsstuderende var fra forskellige steder i Asien, så var der en håndfuld amerikanere og lidt færre canadier, to fra New Zealand og ellers var resten af os europærer, hvor jeg er eneste repræsentant fra Skandinavien og den ældste på holdet. De er helt ned fra 19 år og op til 24, hvor størstedelen er 21-22 år.
Der var en ”coach” med på turen, som jeg ikke kan huske hvad hed, så vi kan bare kalde ham hr. Klaphat. Det var hvad han var. Han brugte en overdreven pædagogisk fremgangsmåde til at forklare hvordan man ville opleve et kulturchok når man kom til Holland. Lidt som han selv havde oplevede i Syrien hvor han var blevet beskudt og skulle bo der i 9 måneder (…?). Hr. Klaphat viste kurver der viste nærmest hvad dag ens humør ville svinge og hvornår man savnede sin familie derhjemme og alt mulig andet. Jeg sad sammen med en englænder og blev enige om, at det var tid spildt tid at høre på ham, som kunne være blevet brugt bedre i baren. Det var vi ikke de eneste der syntes, da folk nærmest løb ud af rummet da hr. Klaphat var færdig med at prædike og smide sit sine værdiløse guldkorn. Vi skulle høre på hr. Klaphat i 5 timer, men han var der i næsten 48 timer og blev betalt pr. time han var der. For det var ikke maden på hostellet der holdt udgifterne oppe. Anden dag serverede de også/havde ikke fjernet corn flakesene fra morgenbordet til frokosten der var nøjagtig det samme, med den tilføjelse de førnævnte kroketes. Alle de andre arrangementer der bla. bestod af en tur på musikkonservatoriet for at spille trommer og aften cabaret hvor alle skulle deltage og vise noget om den kultur man kom fra var store succeser. Jeg havde fundet sammen med tre andre der ligesom mig selv ikke kunne finde på noget. Vi endte med at lave en quiz med 1 spørgsmål fra hvert vores respektive lande, præsenteret i bedste Hvem vil være millionær- stil. Mit om Danmark lød: Hvad er navnet på den anden største by i Danmark. Ikea, Oslo, Aarhus eller Nokia. Stort set alle gættede rigtigt.
Lige nu sidder og jeg sammen med min 21 år gamle italienske roommate, Samir, der er på sin sidste dag af ramadanen. Hans sydeuropæiske italienske gener fortæller ham at han fryser og derfor skal radiatoren helst stå på MAX hele tiden. Mine nordiske gener fortæller mig, at han måske mangler lidt energi pga. manglende indtag af føde og væske da han heller ikke drikker vand, og derfor fryser lidt mere end hvis han havde indtaget lidt mad. Vi har snakket om det at vi begge skal være her og fundet en løsning hvor jeg skruer ned for radiatorerne så vi begge kan være der og så lufter jeg ud i hytten når jeg er alene hjemme og han må tage en ekstra trøje på. Det er trods alt stadig kun september. Det er ret interessant at være vidne til en der er så striks med ramadanen. Jeg respekterer det selvfølgelig, men fatter det ikke. Han står op kl. 4 om natten for at lave mad og her om lidt tager han ned til den nærmeste moske og spiser lige så snart solen har gemt sig bag horisonten. Vi snakker meget lidt sammen da han på mange måder er fuldstændig modsat mig og samtidig er hans engelske kun lidt bedre end mit italienske, hvilke gør samtaler tæt på umulige og enormt trættende. Han skulle ikke tage en TOEFL sprog test for at komme på udveksling…
Jeg er her jo pga. skolen (som om…) så lige lidt om det. Universitet har godt 20.000 studerende fordelt over forskellige fakulteter hvor jeg er på management delen. Der er økonomi, jura, medicin og et par andre. Jeg har 3 fag som samlet giver mig en arbejdsuge på 10 * 45 minutters undervisning. Det lyder ikke af meget men i morgen skal jeg, sammen med min gruppe hvor der har sneget sig endnu en ikke engelsktalende italiener ind, til Almere og interviewe en direktør for en virksomhed, Marviq, der laver internetservice i form af cloud computing vi skal lave en case omkring. Den case kommer til at tage en del tid udover de timer vi har i skolen. Gruppen består udover mig selv og en italiener, af en russer der ikke siger så meget og en super frisk hollandsk pige ved navn Michelle. Lidt heldigt at hun kan hollandsk da Marviqs hjemmeside kun er på hollandsk… Ikke skide smart. Men det skal nok blive godt.
Nu gider jeg ikke skrive mere da jeg også har en del der skal læses til i morgen.
Håber I har det godt derhjemme. Og hvis ikke, så sving da lige forbi Rotterdam, så skal jeg vise et kube hotel der en ligner ost og hvordan man tager mit køkkenvindue ud. Det tror jeg ikke er meningen at man skal kunne.
Kh Christian
|