Så er jeg er af sted. Turen hedder udveksling i Tyrkiet, forhåbentlig med mulighed for at rejse en masse i landet samt nabolandene.
Inden jeg satte mine fødder på tyrkisk grund havde jeg en mellemlanding på 18 timer i Riga. Om end landets navn lægger op til det, følte jeg ikke at et besøg gjorde mig mere velhavende. Men jeg landede og efter narkohunden havde snuset til min taske og skridt fik jeg lov til at tage ind til byen. Ifølge en lettisk turisthjemmeside snakker langt de fleste i landet engelsk, men jeg formoder at de har taget en stikprøve med fem lettiske engelskundervisere, hvoraf de fire har kunnet tale lidt engelsk og konkluderet: ”Det er jo næsten alle”. Hul i det. Bus 22 kørte smertefrit ind til byen som ligner lidt alle andre byer i størrelsen 750.000 mennesker. Halvdelen af dem er af fra russisk afstamning, så byens skilte var på lettisk og kyrillisk. Så fik jeg også lige plejet det russiske jeg havde lært i Rusland en gang.
Timerne var få, så jeg tog ud for at gå, som man må, for at man kan få, og med tiden kan sige at man så, en øl og byen. Den er ikke så stor men har utrolig meget charme og jeg ville ikke have noget i mod at bruge to, tre dage der. Til trods for at det var en røv syg mandag jeg var der, så var der masser af liv i gaden. Live musik (hvis man spiller musik af afdøde kunstnere, er det så dead musik?), boder og alt det der hører til. Jeg var inde og få en typisk lettisk anretning med tilhørende lettisk øl. Jeg giver det 5 og ud af 6 kokkehuer. Tjeneren havde vist et godt øje for mig (man kan jo ikke bebrejde hende for at være kvalitetsbevidst) og kom over og gav mig en drink med bemærkningen ”complements from the restaurant”. Riga: Black Balzam hed det. Og det smagte også af balsam, bare krydderet med en snert af ingefær. Ikke en voldsom grim smag, men heller ikke ligefrem det bedste på jord. Jeg gjorde det vi mænd gør dårligst, nemlig at lyve, og sagde det smagte udmærket da hun kom over for at høre min dom. Resten af aftenen gik jeg bare rundt i byen og nød byens charme i den gamle bydel som dækker et område langt større end det i Århus. Riga kan anbefales, specielt for par.
Videre i systemet. Tyrkiet ventede og hjulene landede og jeg skulle hente min bagage blev jeg glad for at jeg ikke var i Kastrup og samle bagage op, men alle andre steder. Her kom det nemlig med det samme. Under to minutter og så havde jeg alt mit bagage. CPH er en joke når det kommer til dette, og nu har jeg snart besøgt en håndfuld lufthavne eller to. Første metro tur var et helvede. Jeg fyldte pænt meget med alt bagage, metroen var fyldt til randen ”Japanese stlye” og der var godt 40 grader. Ha ha… jeg har lige set, fra bussen på vej til Ankara en Carrefour og Bauhaus. Jeg troede den sidste var dansk. Spøjst. Nårh, videre med historien. Jeg stod af metroen (aldrig kørte under jorden på de 15 stationer jeg kørte forbi), kampsvendende og en smule irritabel, af ved Sultanahment hvor bla. Den Blå Moske ligger. Det er da forresten lidt spøjst at en religion, hvor troen er så stærk, vælger at navngive de bygninger de troende beder i, med et navn der ligger op til at man er i tvivl om hele eksistensen af Gud. Tager jeg fejl? Måske? Men den er vanvittig flot. Problemet er bare, at det synes jeg alle moskeerne er. Og lige som når man har se så mange pompøse kirker og katedraler eller farvesprudlende templer, så daler interessen og fascinationen af dem ret hurtigt. Og hvad end man er til det, eller ej, så spiller de altså bedre musik af højtalerne ude i DR (og det er endda 24-7) end de radiostationer de stiller ind på fem gange om dagen her fra moskeerne. Det er skræmmende hvordan den ”sang” lyder som når folk klynker over at ventetiden i Fakta er for lang. Men her er det ikke højt, ikke irriterende. Derimod har det sin charme og er en konstant ”reminder” (der må være et dansk udtryk for det), at man ikke er hjemme vante omgivelser; man er i et muslimsk land.
Istanbul. Et navn hvis to første stavelser lægger op til at byen er blevet fuldstændig renoveret, men ikke helt holder hvad der lover. Jeg læser det som en person der har fået byen beskrevet som renoveret og derefter svarer (på engelsk) hvad vedkommende mener om den påstand. I stand? (what a load of) Bul’!
Jeg fandt mit hostel mit i turist helvede hvor jeg velfortjent bestilte en stor, kold Efes. Det virker til at være den mest udbrede øl herovre, men også både Carlsberg og Tuborg Gold er stærkt repræsenteret.
Da den her tur faktisk er det første jeg har på en rigtig ferie (Roskilde Festival er hårdt og disciplineret arbejde, som ikke kan og må sidestilles med ferie), så jeg traskede bare rundt for mig selv, læste og kiggede på byen seværdigheder. Jeg var inde og se nogle moskeer, Galata tårnet, tog en kanal rundfart, læste en masse, (Vi kørte lige forbi Galatasaray stadium. Det ligger pænt langt ude for centrum) men mest af alt bare slappet af. Det gik der to dage med og går aftes tænkte jeg at jeg bare for sjov ville kigge efter lejligheder i Ankara. Og fjolle, fjolle. Stik modsat af hvad rejseberetningerne fra CBS skrev, så var fandt jeg en masse. Alternativt kan jeg vælge at bo på dorm på uni, enten dele værelse sammen med nogen (aller, ALLER sidste nødløsning) eller betale for et ret dyrt enkeltmandsværelse, hvis jeg ikke kunne finde en lejlighed. (Lige endnu et sidespring. Stadiumet ligger IKKE langt væk. Vi køre nu over den bro jeg sejlede under på min kanal rundfart hvorfra jeg kan se havnen vi startede fra der er lige ved siden af. Jeg skal tydeligvis tilbage til Istanbul og se noget bold hvis der bliver lejlighed til det). Og apropos lejlighed, så skrev jeg til godt 15 stk. der havde lejlighed eller værelse man kunne leje, i går aftes mellem 21.30 og 23.30. Allerede i morges var der tre der havde skrevet tilbage at de havde noget, og at jeg bare kunne kontakte dem. Første problem. Min mobilos virker ikke her. No sé hvorfor, men jeg skal undersøge det. To. Jeg skrev at jeg ville være der omkring 14.30, ved uni dormet, så jeg kunne blive vist til mit midlertidige domicil. Fakta: Det er jeg ikke. Jeg er der først kl. 18. Tidligst. Jeg aner ikke hvor min kontakt person har huse henne. På den positive side, så har jeg heller ikke noget telefon nummer, men ha ha, min telefon virker bare heller ike. I det mindste ved jeg hvor bygningen. ÆÆÆÆHHHHH! Forkert igen. Så nu må vi se om jeg skal tilbage til byen eller kan finde en stor A-nøgle, forklædt som en stor sten, der kan give adgang til husly for natten. Ja, jeg skulle have undersøgt det hjemme. Nej, det har jeg ikke fået gjort. Men i stedet, så skal I se hvor lækkert det nye badeværelse er blevet, som jeg i stedet brugte min tid på.
Ikke mere herfra. Det her er min første rejseberetning jeg har skrevet i bus, da det også er første gang jeg har pc med, og det synes jeg faktisk fungerer meget godt.
Jeg er i mellemtiden ankommet til Ankara og blevet indlogeret på mit dorm der gik enormt smertefrit.
En fyr fra universitetet viste mig rundt, men området er rimelig dødt da folk ikke er kommet endnu. Jeg har til gengæld mødt de to andre der bor på det samme værelse som mig. Tyrkere, kan meget lidt engelsk, studerer til computer-ingeniører og er pt. ved at samle en ny computer der fuldstændig tager deres opmærksomhed. Plakaten (værelsets eneste) der er fra computerspillet Assasins Creed fortæller mig, at det nok ikke er dem der hiver mig med i byen konstant. Jeg har heldigvis to aftaler med at se på værelser i morgen. Alt det, og sikkert mere, kommer i næste beretning, hvis der kommer én.
|