Så har jeg været i Ankara i lidt over en uge og tingene er så småt ved at falde på plads her, og klargøringen til skolestart er så småt overstået. Først og fremmest så har jeg fundet et sted at bo. Det var langt lettere end forventet og jeg stod på et tidspunkt og jonglerede med fire forskellige muligheder. Desværre så var det det først sted jeg så, at jeg helst ville bo. Men jeg blev desværre overhalet af en anden udvekslingsstuderende der havde skrevet dagen før og udlejer havde lovet at hun havde første prioritet overholdt sit løfte.

Nu bor jeg i den østlige del af Ankara i området Çankaray på den fine adresse Koza Sak 142 / 5 hos en nogen og tredve år militærhelikoptermekaniker ved navn Savaş (udtales Savash). Han taler et hæderligt engelsk taget i betragtning at absolut ingen i landet snakker engelsk. De har intet kendskab til sproget og når jeg støder på én der snakker det, forbløffes jeg over hvor ringe det så er. Dem der kan lidt, de spørger også hvor jeg kommer fra (en del gætter Amerika) og en gammel gut i bussen i forgårs gik så vidt at sagde, at Danmark var det bedste land i Europa. Jeg tror bare gerne han ville snakke. En pudsig oplevelse var, at der var en gut på min alder der kom over og shyshede på ham fordi ham og jeg vi talte sammen. Han rystede bare på hovedet og sagde: Sådan er det desværre nogle gange i Tyrkiet. Dem som kan lidt, bliver total usikre på sig selv, og selv om jeg kan høre hvis nogen lyder til at kunne noget, så oplever jeg, at flere siger at de ikke kan engelsk, i stedet for at prøve. Men altså udover den totale manglende kendskab til engelsk eller lyst til at forsøge at snakke sproget, er der mange egenskaber og kendetegn jeg ser blandt landets indbyggere. Eksempelviser (der kommer jo flere eksempler, så ordet eksempelvis må vel skrives i pluralis): De kysser hinanden på kinden a lá Frankrig og de unge støder forsigtig panden, eller hovederne imod hinanden når deres veje skilles. De er passionerede hestesports tilhængere, og gamblere, af hvad jeg oplevede i Istanbul. Tyrkere er et meget lukket folkefærd, lidt ligesom vi danskere også er (selvom vi ikke vil indrømme det), og dette var også noget som jeg fik bekræftet af ham gutten, i hvis hus, jeg desværre ikke kunne leje mig ind hos.

Til trods for Istanbuls ret bakkede opbygning, hvor katte strejfede rundt i massevis, så er det intet i forhold til Ankara. San Francisco kan gå godt gå (det kan den jo ikke) hen og lægge sig i forhold til Tyrkiets hovedstad. Det forklarer også lidt de manglende cyklister som der er meget få af i byen, og den konstante lyd af hvinende bremser man hører, samt busser der ham klampen i bund i et lavere gear, for at kommer op til toppen. Det er ikke en by der er venlig for benzin forbruget, hvilket er trist, da benzinen her faktisk er lidt dyrere end i Danmark. Det er øl til gengæld ikke. Det er ikke meget billigere, men jeg har hørt, at man kan få 0,7 l. Efes (den mest udbredte i landet) til godt 35 kr. og en halv liter er set til det halve. Til gengæld så får man pop corn serveret som snacks inden maden bliver serveret, hvorfor glassets indhold fordamper hurtigere end hvis der var serveret hvidt brød med hvidløgssmør. Jeg har oplevet flere steder hvor restaurantens playliste ikke lige frem har været tilsluttet en iPod 8/16/millard GB, men derimod sagtens kunne nås at høre to, tre gange i løbet af et restaurantvisit. Og 90’er musik en vigtig bestanddel af deres playlister. Og nu vil jeg jo komme ind på et område som jeg virkelig havde set frem til her i Tyrkiet, eller i hvert fald var særlig nysgerrig omkring, nemlig maden. Köfte eller köfke, jeg kan lige huske hvad det hedder, er frikkadunser der generelt lige har fået for meget, og nogen gange også er friturestegt. Ikke super lækre. Kebab og/eller durum (kært barn har kun to navne) smager faktisk bedre kl. 5.30 om natten på Nørrebrogade end hvad jeg har prøvet her. Og det er ikke så få. Så har jeg fået nogle sære pizzaer som jeg heller ikke lige kan huske hvad hedder, hvor bestanddelen består af dej, noget lav-kvalitets lammekød, masser af olie, små chilli stykker og så en bunke ruccula salat ovenpå. Det smager fint, men ikke nogen wow-oplevelse. Og sådan er det faktisk generelt med maden her. Der mangler simpelthen smag i de forskellige ting jeg har smagt. Men, men, men… Jeg er ret sikker på, at der er stadig en masse retter, der ikke er kommet til sin ret, og kan rette mit syn på tyrkist mad i den rette retning, så der bliver oprettet en større forståelse for maden, og jeg regner med at jeg rettidigt skal opleve en masse lækre kulinariske oplevelser. En mulighed kunne være at købe den 1000 grams Nutella lignende stads som Nestlé sælger her. Det er vanvittig grotesk at se chokolade klister i 1 liters bøtter.

Denne besked blev skrevet ude på den lille terrasse huset har. Den er placeret sænket et par meter under vejens overflade, men lige ud til vejen. Da huset er placeret lige i et gigantisk S-sving, så kører man høre både busser, biler og lastvogne blive tæsket rundt i svingene så det er ikke ligefrem stilhedens oase jeg bor ved. Indenfor kan ikke høre noget.

Udover bolig, så har jeg fået mig et tyrkisk mobil nummer. Et som jeg aldrig kommer til at huske, nemlig: +90 05388682381. Det at få det var et gedemarked, hvor jeg stod og kommunikerede ved hjælp af Google Translate i en mobil butik, da de heller ikke dér kunne et ord engelsk. Så nu er jeg faktisk klar til at tage i skole. Men da det først starter om 10 dage, så bestilte jeg i nat en busbillet til i dag, kl. 23.44 til Alanya med hotel i tre dage og derefter videre til Antalya i to dage. Der er lovgivning her i landet der dikterer, at i busserne, så skal man sidde ved side af en med samme køn. Så når man bestiller billetter over nettet, vil der være oplyst hvorvidt det er en mand eller kvinde der kan få de forskellige pladser. Lidt spøjst og det udelukker samtidig muligheden for en lille bus-flirt.

Videre i teksten… Af alle de 100+ hotellser, hostels, b&b m.m. jeg har boet på i mit liv, så har jeg kun boet ét sted hvor der var en pool. Nu har jeg booket mig ind på to forskellige hoteller (ikke på de samme dage, selvfølgelig. Gokkelokke) med udendørs pool, så jeg vel nærmest kan kalde den tur en charterrejse. Så nu må jeg prøvet at se hvad det er for noget. Da jeg er dansker, og faktisk næsten er løbet tør for solcreme, samt skal nyde min det sidste ferie inden skole, så regner jeg med at opholdet vil ende ud i en masse alkohol konsumeret, solbrændt efter kort tid og ende ud med en længere liste af unødvendige erhvervelser jeg har gjort kl. ”jeg-burde-været gået i-seng-for-lang-tid-siden”. Wow, for en lang sætning uden et eneste punktum.

Når jeg vender tilbage til Ankara, så har jeg en aftale med at gense en ven, ved navn Samir jeg var på udveksling med i Rotterdam. Det skal nok blive hyggeligt. Og apropos det nederen land, så er de eneste udlændinge jeg har set her i Ankara været tre hollandske par som jeg overhørte i går.

Over and out. Det blev til en del alligevel.
Nej, jeg har ikke læst det igennem.