Så er der ved at ske ting her nede - sådan rent skolemæssigt. Denne uge var introduktionsuge hvor der var blevet skemalagt diverse workshop, tyrkisk undervisning og festarrangementer. Allerede her fik jeg en forsmag for Tyrkiets kvaliteter og hvordan tingene måske kører lidt mindre gnidningsfrit end derhjemme. Planen for hvad vi skulle lave var smaskfyldt med fejl og havde manglende eller direkte misledende information flere steder. Eksempelvis skulle vi have en præsentation omkring tyrkisk mad, arkæologi (Halvdelen af os faldt i søvn under det foredrag. Resten var på facebook), historie og normer. På planen stod der i hvilken bygning det skulle foregå, men ikke hvilket lokale og bygningen var der ingen der kendte til. Derudover så var det den forkerte bygning de havde skrevet. Og i går, fredag, skulle vi af sted til noget i en anden by, men der stod ikke hvor eller hvornår vi skulle mødes. Så nu glæder jeg mig til at hvordan det går når det er skolen begynder. Her skal det lige tilføjes at man skal stå skoleret til processen når der skal vælges fag og ind og vurderes om man nu kan få de fag man har ønsker følge. Her fik jeg fik at vide, at de havde fået et nyt tilmeldingssystem, så der var selvfølgelig nosset op det. Jeg var allerede blevet tildelt 3 UG (undergraduate som er bachelor niveau). Flot flot. ”Nej, systemet tillader ikke at vi kan fjerne fagene lige med det samme” – sagde damen der skulle sørge for at jeg fik mine timer. Som det er nu, så har jeg kun fået to af mine tre fag, da det sidste ikke kan registreres grundet konflikt i tiderne da det ene UG fag ligger hvor det fag jeg skal ha’ er. Så det skal jeg lige ud på skolen og have ordnet i morgen. Når jeg siger ud, så skyldes det at den ligger godt 15 km fra Ankara centrum og der er ca. 30-40 minutters buskørsel (som kun går én gang i timen) derud. Til gengæld så har jeg kun undervisning tirsdag og onsdag eftermiddag/aften fra 15.40 til 20.40 hvis jeg ikke husker helt forkert. Alle graduate (kandidat) fagene ligger nemlig om aftenen, men det vidste jeg godt på forhånd. En af danskerne, Camilla, fortalte mig at hun har en dag hvor hun er i skole til 22.30. Jeg har været snydeheldig med mine tider og at jeg kunne få de fag jeg ville og har så meget fritid fordi jeg har taget 15 ECTS hjemmefra.

Men hvem er det så jeg går i skole med. Nu skal I høre…
Vi er godt 125 udvekslingsstuderende, 6 danskere, inklusiv undertegnede, hvor der ikke er noget land der er voldsomt overpræsenteret. Vi er alle godt fordelt ud blandt mange forskellige lande fra Europa, Asien og Nordamerika. Langt de fleste er bachelorstuderende, og læser alt mellem himmel og jord da der er ca. 47 fakulteter på skolen. Lidt finurligt er der kun en fra Storbritannien, hvor der i Rotterdam var ca. 15.
Alt i alt har det har været en meget positiv oplevelse at møde de mange mennesker og ESN , en frivillig organisation der har stået for de mere sjove introduktionsarrangementer, gør virkelig meget for at vi får lavet så meget sammen i starten og på den måde lærer hinanden godt at kende. De er utrolig hjælpsomme og skide søde. Folk er generelt meget åbne, positive og modtagelige for de ting man bliver smidt ud i. Derudover så har jeg mødtes et par gange med en gut, Samir (ikke knoldesparkeren jeg boede sammen med), som jeg studerede med i Rotterdam der også bor i byen. Det har været super at se ham igen, for han lærer mig en masse tyrkisk sprog og ”dos and don’ts”. Jeg har allerede haft de første store kontroverser og problemer. Det skyldes at jeg ikke havde anskaffet mig et studievisum som man skal have, da jeg bare ville være her på mine 90 dages turist visum, tage en smuttur til et nabo land efter 85 og vende tilbage og leve videre på nye 90 turistvisumsopholdstilladelsesdage (det er sikkert ikke et ord, men var meget sjovt at skrive). Det fandt jeg så ud af i forgårs, at det kunne jeg ikke, fordi Tyrkiet pr. 1. februar ændrede opholdstilladelsesreglerne, så man kun kan opholde sig i landet 90 dage pr. 180 dage. Så bah buh, bah buh og fuld udrykning til den danske ambassade for at få visum. De var ikke hjælpsomme overhoved og det skulle derudover også gøres et helt andet sted. Loven dikterer at man skal have skaffet opholdstilladelse inden for den første måned man er i landet, og jeg havde en uge til at få det gjort. Hvad gør man så? Jo, i stedet tog jeg med alle de andre og fik det ordnet politistationen, men skulle betale ekstra 140 TL (448 kr.) fordi jeg ikke havde ordnet det hjemmefra. Det er dyreste stykke papir og visum jeg nogensinde har betalt for. Og selve processen var igen et bevis på hvordan Tyrkiet arbejdet lidt anderledes (læs: Latterlig, latterlig langsomt) og ineffektivitet flyder solidt rundt i deres blodårer. Vi var godt 60 mennesker i rummet, 40 udenfor (i 40 graders varme) der alle håber at de når at få det ordnet den dag. Der var vist 9 skranker med de mest inkompetente folk jeg nogensinde havde set. Vi havde selvfølgelig fået Captain Slow til ordne vores og hver enkelt persons proces varede 10-15 minutter. Da det blev min tur skulle han selvfølgelig hente the, for det han havde var blevet koldt. Han besvarede 4 opkald på sin private mobil (jeg stod ved siden af en fra ESN der sagde at det tydeligvis ikke var offentligt anliggende han diskuterede i telefonen) og bevægede sig i tempo jeg kun troede muligt hvis man stod i kviksand til halsen. Og så skulle vi også lige vente på de 90 minutter hvor de skulle have frokost pause, så hele politistationen lukkede ned og åbnede igen med et kvarters forsinkelse. Lidt finurligt at vi har fået på skolen, at i Tyrkiet er punktlighed en dyd der værdsættes, men efter snart en måned herned, så kan jeg se at den dyd ikke praktiseres. Jeg fik at vide af Samir, at de 90 minutters frokost pause også var på den tyrkiske ambassade i England, hvor de også bare lukker alt ned. Jeg stod i kø sammen med nogen fra skolen, inkl. en franskmand som jeg flytter ind hos i næste uge, så vi hyggede egentlig meget godt og blev enige om at uanset hvor træls det var mens vi var der, så ville det sikkert blive skægt at snakke om i fremtiden.

Næste uge flytter jeg til gengæld. Franskmanden, Thomas, nævnt ovenfor og jeg klikkede super godt sammen. Samme humor og så studerer vi også noget af det samme og skal vist også have et fag eller to sammen. Han sagde at han havde fundet en lejlighed der ligger langt bedre rent afstandsmæssigt til Bilkent bussen end hvor jeg bor nu. Derudover så var det også en billigere leje, men han manglede nogen til at dele lejeudgifterne med. Det tog ca. 10 sek. at beslutte mig og jeg har snakket med min nuværende lejer om det, og han er fuld forståelig for at jeg flytter ud. Det passer mig fint at flytte herfra da det at være afhængig af busser for at komme til Bilkent bussen er lidt anstrengende. Det skyldes bla. at der ikke er tider, men at man bare går ned og så venter på at busserne kommer. Det gør de ret tit, men trafikken varierer meget og jeg har allerede misset en Bilkent bus fordi det tog 10 minutter længere tid at komme frem.
Derudover så begynder undervisningen hvor jeg har taget tre MBA fag, da jeg simpelthen ikke gider mere marketings repetition. Vi har dog haft tyrkisk sprogundervisning de første 4 dage, men vores underviser kunne ikke et klap engelsk og når hun begyndte at bruge tid på at vi kunne forskellige frugters navne, men vist også samtidig fortalte hvad farverne hed, men ikke fik uddybet hvilket et af ordene der betød hvad, så nedprioriterede jeg undervisningen og vil gennemtærske nogen af de vigtige gloser og fraser jeg har i min LP Turkey bog. Desuden så har vi også været ude og sige hejsa til nattelivet, hvilket resulterede i at det måske var lidt sværere at komme op om morgenen. Modsat Rotterdam der serverede deres øl i fingerbøl og kaldte det for en fadøl, kan man her få 0,7l til 8 TL (26 kr.). Ja tak. Så begynder vi at snakke et sprog jeg kan forstå. Og måden man bestiller en øl er ved at sige bir bira. Ja, ja. Jeg har selvfølgelig lært det vigtigste..

Ikke mere herfra. Jeg vil kaste mig over min bog og nyde den sidste tid hvor jeg med god samvittighed kan læse skønlitteratur uden at skulle bekymre mig om lektier og andet der burde prioriteres højere.

Jeg håber I alle har det godt derhjemme og passer på landet endnu en gang mens jeg sørger for at præsentere det danske land til forskellige nationaliteter og nyder det hårde studieliv med en skoleuge på to dage og samlet under ti timers undervisning.


Hoşçakal