Når man nu ikke kan sove part 3 eller 4.

Jeg har for vane at på et eller andet tidspunkt, når jeg er i udlandet, at famle rundt om natten, træt, men ikke udmattet nok til at sove, at sætte mig ned og nedfælde tanker, oplevelser og observationer for det givne land jeg en gang måtte befinde mig i. Denne gang er det så Tyrkiet, hvor de seneste 10 dage har meget oplevelsesrige, så denne beretning skal ses som en stærkt reduceret udgave af hvad der er sket.

Og det er: Skolen er begyndt, fagene fastlåst og det rigtige studieliv kan gå i gang. For spoler vi lige en godt 10 dage tilbage, så var der stadig mulighed for bytte rundt på fag skulle man finde ud af at man ikke havde lyst til det man havde valgt på forhånd. Det er ikke længere muligt og jeg har nu fagene: Probability and Statistics, Datamodels and Decision og Management. Alle MBA fag. Jeg havde jo selvfølgelig sagt med et glimt i øjet til madammen på kontoret at det havde jeg haft noget af og sagtens kunne følge, men jeg kan da godt se nu, at jeg kommer til at kæmpe med det. Men det er fint. Jeg savner lidt udfordring og adspredelse i skolegangen, om end kommunikation-sanserne stadig præger mig, da jeg konstant har lyst til at stikke klør fem i vejret og rette på lærernes udtale eller direkte fejl.
I to af fagene er jeg den eneste udvekslingsstuderende og de tyrkiske studerende er enormt søde og meget oprigtig interesse komme over og spørge hvor jeg kommer fra, baggrund og sige hvis de bare har haft det mindste med Danmark at gøre. Det sjove er når nogen af dem så slutter samtalen af med at sige auf wiedersehn. Så tæt på - og så alligevel ikke.

Men med det rigtige studieliv, så mener jeg selvfølgelig gul saftevand med kulsyre, serveret i lange baner, fra store haner. Efter de første fire introduktionsdage tog vi en aften/natbus, som selvfølgelig kom over en halv time for sent, til byen Bodrum der ligger i det vestlige Tyrkiet et lille stenkast fra Kos. Det er landet rigeste område og kun i Singapore har jeg set så rene gader. Det var absurd så rent der var. Vi boede på hvad der angiveligt skulle være et firestjernet hotel, men jeg mistænker dem for at se lidt igennem fingre med hvad der skal til for at nå den status. Indlogeret på et to mandsværelse med to andre gutter, blev der bugseret en tredje seng til mig, hvor fjedrene for længst havde fundet udløbsdatoen og fortsat i fuld galop indtil de var nået grænsen til metaltræthed. Det var nærmest en hængekøje, men medicinen der blev serveret på de diskoteker vi tog besøgte til kl. jeg ved ikke hvad, hjalp mig med at komme hurtigt i kontakt med Ole Lukøje. Det var all inklusive, men maden var absolut ikke noget at råbe hurra for, og den frie bar var selvfølgelig udstationeret med to ansatte der selvfølgelig var blevet nøje instrueret i at udføre deres arbejde på den langsomste måde. Logistikstuderende ville rive sig i håret af frustration over deres måde at skabe køer og betjene folk. Ganske fornuftig når nu de deler ud varerne ”gratis”. Men derudover havde hotellet en stor, lækker pool med rutsjebane. Stranden var ikke værd at skrive hjem om, til trods for jeg med den sætning vel egentlig har gjort netop dét. Tredje dag skulle vi på bådtur. Det var den information vi var givet. Ikke mere. Jeg tænkte 2 timers sejlads a lá det man kan i Istanbul. Jeg tog fejl. Men inden vi kaster anker så oplevede vi en ret dramatisk boarding. Da vi på bedste køer på vej til slagtning gik i flok på molen faldt en italiener pludselig i vandet et par meter foran mig. Jeg så ham ikke falde, men ud fra hans opførsel og indtag dagen forinden vil jeg skyde på at hans promille var den samme som en Tuborg Guld. Folk må have været af samme opfattelse for først var der bare folk der sagde ”fjolle fjolle” og lign., indtil han får mumlet ”I think I broke my leg!”. Et sekund senere er der tre gutter i vandet og får ham hevet op, en fjerde hopper i henter hans sko, mens folk på molen får ham båret i sikkerhed. En tyrker, der tydeligvis ikke læser medicin, råber efter alkohol fordi det skal dulme hans smerter. Efter at denne bemærkning er blevet ignoreret af alle, men en ambulance i stedet er blevet tilkaldt besvimer en spansk pige lige bag mig. Hun var lige blevet 20 og var dehydreret som en i helvede. Disse to hændelser ryster selvfølgelig folk og starten af bådturen er lidt ubehagelig. Italieneren havde åbenbart fået viklet foden i et hul, siddet i spænd og derefter faldet i vandet, kroppen en vej, benet og knæet en anden.

Men da vi kommer ud og på båden og ser at ambulancen kort tid efter kommer og henter i ham starter festen. Tyrkiets notoriske korte playlister præger hele turen, men den korte tur ned til baren undskylder det lidt. Det krystalklare vand som vi stoppede flere steder for at hoppe i var heller ikke helt at kimse af. Heller ikke den ualmindelige gode service skibet havde og så det fantastiske selskab jeg tror alle følte at de var i var noget der var med til at gøre den tur på båden til noget jeg vil huske tilbage på som en rigtig god dag.
Busturen som, igen fuldstændig blottet for information, var direkte efterfulgt af båden, hvilket resulterede i, at vi alle sad i badetøj i bussen og kun havde mad af tyrkisk størrelse (man kan godt spise to portioner hernede af det meste), hvilket resulterede i en gnavende sult efter en buskørsel, velvidende om at der var mindst 12 timer foran os. Det endte med 13, og vi an kom til skolen kl. 7.30 om morgenen, hvor jeg lige nøjagtig missede bussen ind til byen med 5 minutter, men modsat mange andre ikke havde timer kl. 8.40.

Nu er jeg til gengæld flyttet tættere på bussen og deler nu lejlighed med Thomas, en fransk udvekslingsstuderende og hans kæreste, og de er begge super søde. Adressen kan findes på google ved at skrive: Çankaya, Esat Caddesi, 67, apartment 8, Ankara, Türkiye. Det skal nok blive godt og jeg ser frem til at lære en masse fra de nye fag, bruge en masse tid med de mange mennesker og med to besøg hernede inden for den næste måned, så er der ikke så meget tid til mange af de ting jeg ellers havde gået og pønset med at jeg ville.

Nu er kl. 02.49 og jeg vil prøve at få mig noget søvn til lyden af Maynard der synger om sin vinproduktion. Jeg skal nok smide nogle billeder op, men da jeg ved I har lidt dårligt vejr derhjemme, så tror jeg faktisk ikke I vil se hvordan det er her.

Pas på jer selv og alt det der.