Så er der to måneder til jeg vender næsen hjemad. Varmen er så småt forsvundet og Tyrkiets korte efterårsperiode er skudt i gang. Det er tydeligt at se Tyrkerne fryser langt mere end os fra Skandinavien gør. Hvor de pakker sig ind i dynejakker og går med huer, tager jeg en varmere sweater på. Men det forventes at det store vejrskift sker i løbet af den næste måned, om end jeg håber det helt udebliver mens jeg er.

Men der er jo sjovt nok sket en del siden jeg har skrevet sidst. Hver weekend har været brugt på udflugter, besøg og ikke på lektielæsning, som ellers var frygtet. Tilbage i september var vi 5 personer der tog til Pamukkale, en af Tyrkiets største turistattraktioner. Det er naturlige pools der ligger i lag og har en temperatur på ca. 37,1 grad. De omkringliggende omgivelser og den nedgående sol gav nogle fantastiske billeder om aftenen. Yacín (en franskmand) og jeg tog hvert vores kamera med og skød nogle aftenbilleder, hvor blandt andet mit facebook profil billede blev taget.

Ugen efter begyndte besøgs-maratonet. Først med Sabine der fløj til Istanbul hvor havde aftalt at mødes. Jeg fandt hende siddende på en bænk med cola og en bog nær den Blå Moské ventende tålmodigt på mig. Vi havde nogle hyggelige dage sammen, hvor vi fik leget turister, besøgt diverse restauranter, barer og hvad man nu SKAL se når man er i Istanbul. Jeg fik desværre stjålet min pung, som jeg i går erfarede mit forsikringsselskab ikke ville dække noget som helst af. Erfaring gør klog, så jeg havde heldigvis adskilt mine to kreditkort, og kunne sagtens overleve med kun mastercard indtil de nye kort ankom ugen efter. Sabine havde vist vænnet sig til varmen og sendte nogle surmulende mails da hun var kommet hjem og brokkede sig over, at Danmark var for koldt.

Ugen efter, denne gang også i Istanbul, kom Nikoline så og besøgte mig. Vi havde ikke set hinanden siden juli, så det var fedt at se hende igen. Vi droppede stort set alt hvad der hed turistfælder, boede på den anden side af broen side og brugte tiden med bare at slendre rundt i byen, snakke og prøve tyrkisk mad og specialiteter. En af aftenerne i byen blev vi væk fra hinanden i byen, hvor Nikoline havde valfartet byen rundt for at komme hjem, og jeg hvileløs havde prøvet at lure hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem, til trods for at vi begge havde været enormt tæt på hinanden og stået et stenkast fra vores hostel, men begge formåede at bruge 3-5 timer på at finde tilbage. Der var ikke rigtig andet at gøre end at grine af det dagen efter.

Ugen efter kom Mads så på besøg, denne gang var besøget i Ankara i dagene hvor Tyrkiet fejrer Bayram, der er lig med ofring af et helligt dyr (lam) dagene. Stort set alle fra mit universitet var smuttet ud og rejse, da de stakkels mennesker ikke har så mange fridage som jeg har. Vi fik set nogen ting af Ankara som jeg endnu ikke har fået set og Mads fik også sagt hej til nogle af mine venner hernede, som havde valgt at blive i byen under Bayram. Alt i alt så var det super hyggeligt at få besøg og Sabine, Nikoline og Mads, I skal have stor tak for at I gad komme og besøge mig. Det sætter jeg pris på.

Derefter så har der var Halloween fest på den amerikanske ambassade, valg i USA hvor vi her på Esat Cd, husede en valgfest hvor vi var godt 20 mennesker.
Skolen er begyndt at presse mere på med eksamener og gruppearbejde i de respektive fag. I går oplevede jeg virkelig hvordan sammenholdet er anderledes her i Tyrkiet end det er i Danmark. Jeg var spurgt om jeg ville mødes med min gruppe og diskutere materialet til den mid-term eksamen vi skal til på onsdag. Fint nok, og vi sidder et par timer og snakker frem og tilbage. Jeg var eneste der ikke var tyrker og blev ofte lidt træt af at de tit skiftede over til tyrkisk, lige så snart de skulle sige noget der ikke var relevant for gruppearbejdet, eller fyre jokes af.

Efter jeg havde siddet med min gruppe mødtes hele klassen, undtagen de to andre udvekslingsstuderende der er i klassen ud over mig. Så vi sad 35 menneske, altså hele klassen, og diskuterede opgaven. Jeg holdt hele holdet som fængsler i det engelske sprog og protesterede hver eneste gang de skiftede over i tyrkisk, hvilke de gjorde meget få gange. Alt i alt så var det en meget fed oplevelse at se den ihærdighed der var, samt det gruppe sammenhold klassen havde. Det er en helt anden mentalitet end jeg har oplevet på CBS. Det var lige før det grænsede sig til at det fungerede professionelt, hvilke er en meget sjælden ting at se her i Tyrkiet.

Og nu vil jeg kort fortælle hvorfor jeg lidt ser frem til at forlade det land og komme hjem om to måneder. For her i Tyrkiet er der absolut intet der fungerer optimalt. Det er ikke grov anklage eller en overdrivelse, men fakta, at tyrkerne har en markant anderledes (lavere) indstilling til hvad der er en optimal løsning eller et holdbart resultat. Hvis vi starter med min lejlighed. Da vi flyttede ind, sagde de at de havde rengjort lejligheden, så den var klar til at flytte ind i. En rengøring var der påbegyndt, men langt fra færdiggjort eller gjort grundig nok. Lyset på mit værelse tænder 30-60 sekunder efter jeg har trykket på stikkontakten. 1/3 af lyset i stuen virker ikke. Der er ikke lås på badeværelset og et toiletbesøg kræver at man skylder ud to gange, fordi deres vandlåsesystem er fuldstændig latterligt. Dér hvor der har været hul i væggen på badeværelset, er hullet blev dækket med en grå flise (mange steder hullerne ikke blevet lappet), eller en silokone lignende masse på områder større end 15 * 15 cm. Alle døre og vinduer har brede sprækker, stuen er indrettet så man kan se den, men er ikke beregnet til at sidde i. Møblerne er a lá kongelig udsmykning, dog pænt grimme, og ikke ligefrem komfortable. Vandvarmebeholderen piver hver gang man bruger den mindste mængde vand. Og hvis vi bevæger os ud for lejligheden, så er der ingen, absolut ingen, der snakker engelsk eller har kendskab til sproget. De har fuldstændig manglende evne til at læse hvad man vil, når man ikke kan sproget eller siger et ord bare lidt forkert. Eksempelvis skulle jeg bruge et frimærke, hvor jeg tog et postkort og pegede på der hvor frimærket skulle sidde. Flere steder tog de først kortet, begyndte at læse det, og sige Danimarka. Ja, flot, din eventyrklovn. Jeg ved godt hvor kortet skal til, men alle havde allerede der glemt, eller ignoreret, min første forespørgsel, nemlig frimærket.

Alt dette og så i hundrede andre tilfælde er Tyrkiet bare så latterlig langt bagud man tror det er løgn. Og om end det hele har sin charme og man bare smiler af nogle af deres måder at løse ting på, så bliver det også frustrerende at de gør tingene bagvendt eller går over åen for at hente vand. Og det er dét jeg som glæder mig til at komme væk fra, og det er jeg langt fra den eneste der er. Men som sagt, alt i alt så har jeg det godt hernede og nyder min tid i Ankara. Næste uge tager vi til Capadocia hvor jeg forhåbentlig skal op og flyve i luftballon hvis det er muligt.

Nu vil jeg få læst lidt lektier og gjort køkkenet rent, da det ligner et bombet lokum efter jeg lavede mad i går med tømmermænd efter en lidt for ivrig tur i byen.
Håber I alle har det godt derhjemme og jeg glæder mig til et snarligt gensyn.